Lektie: Profeti om Guds søn: den unge kvinde skal føde et barn og hans navn skal være Immanuel, Gud med os.
Epistel: Profetien får krop. Ordet blev kød til liv for mennesker.
Evangelium: Bebudelsen.
Som et indbrud i fastetiden og som indledning til påske fejrer vi Mariæ bebudelse. I foråret, hvor alt liv springer ud, bebudes Jesu fødsel. Du benådede, sagde Gabriel, da han kom med sit budskab. Men Maria har næppe set det som en æresbevisning. Det har været helt og aldeles uoverskueligt. Hun, som var en ugift pige, skulle føde et barn. Det var slemt nok. Men Guds søn! Hvordan skulle hun fortælle, at det barn, hun ventede, var Guds søn? Alligevel indvilligede Maria. Hun sagde ja til at lægge krop til Guds mening med hendes liv, selv om hun ikke forstod. Hun tog sin skæbne på sig. Som Karen Blixen har formuleret det: Hun ”holdt sig forfatterens, dvs. Guds idé, for øje.”
Maria var en fattig pige fra en lille flække i Galilæa, men netop hun skulle være Guds mor. I hende forbandt Gud sig med mennesket uden særlige kvalifikationer eller fortrin og dermed også med os. Det er vores værdighed. Vi taler i dag meget om værdige kontra uværdige liv. Det er uværdigt at blive gammel og skrøbelig, ikke at kunne klare sig selv, synes vi. Men der findes ikke noget uværdigt liv. Der findes kun uværdige måder at behandle livet på. Alt liv skal agtes, også vort eget. Hvis vi ikke vil være det menneske, vi er, har vi mistet os selv. Det er ikke alt, heller ikke for os, der virker som en æresbevisning. Men det er en ære at leve.
Maria tog sit liv på sig, selv om det ikke altid var let. Da Marias barn og Guds søn hang på korset, var hun der stadig. Derfor er Maria blevet troens forbillede. Hun viser, hvad tro er. Tro er ikke noget med at være nået frem til en afklaret indsigt, der får det tilsyneladende uforståelige til at gå op i en højere enhed. Tro er tværtimod at give afkald på at overskue eller begribe det, der er og bliver ved med at være uoverskueligt og ubegribeligt, men med tillid til, at det er Gud, der bestemmer, og derfor kommer der liv også af det ubegribelige og uforståelige. Det er at vide sig i Guds hænder, for hvem intet er umuligt, og så i kraft af den tro at give sig livet i vold som hans tjenerinder og tjenere.
