DDS 720 Som året går
DDS 188 Så bøjed’ den dødsdømte nakken
DDS 193 O hoved, højt forhånet
DDS 192 Hil dig, frelser og forsoner
DDS 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
DDS 217 Min Jesus, lad mit hjerte få
Vi begynder, måske lidt utraditionelt, med en vintersalme, ”Som året går”. Sarvigs tekst og Peter Møllers melodi, som vi vil foreslå at synge salmen på, skaber sammen et ret abstrakt billede af en lang vinter, som fint kan afspejle en langfredags sindstilstand. Vi oplever, at salmen her efterhånden bruges relativt meget rundt omkring. Er dette ikke tilfældet hos jer, må vi anbefale, at I vælger en anden indgangssalme. I dag er det vigtigt, at folk kommer i gang med at synge fra starten.
Med ”Så bøjed’ den dødsdømte nakken” tages vi med på den konkrete vandring til Golgata, så vi næsten kan mærke håbløsheden. Den stærke og hjerteskærende poesi i tredje vers gør det helt tydeligt, hvordan langfredag er en dag, hvor alle drømme brister, som en vingeskudt fugl.
Node til Jakob Lundbaks melodi til "Så bøjed' den dødsdømte nakken" kan hentes her.
På hver sin side af prædikenen placerer vi to af kernesalmerne til langfredag: ”O hoved, højt forhånet” og ”Hil dig, frelser og forsoner” – begge to skrevet af Arnulf af Louvain – to meget personlige salmer, hvor vi nærmest står ved korsets fod og af Jesu ubetingede kærlighedsoffer henter styrke og kraft til vores egen erfaring af smerte og død. Hvor vi palmesøndag foreslog Laubs melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner”, så skal folk på denne dag have lov at lade sig røre af Hoffmanns folkekære melodi.
Har man nadver denne dag, foreslår vi, at den foregår i stilhed for at understrege dagens mørke karakter, og så bruger ”Skriv dig, Jesus på mit hjerte” som bortsendelsesvers.
Med nadververset og udgangssalmen ”Min Jesus, lad mit hjerte få” giver vi håbet stemme – håbet om at følgeskabet med den korsfæstede kan bære os hele vejen, så vi selv i døden kan få hjemme hos Gud. Dermed rundes højmessen af med en vis fortrøstning og et blafrende lys.
