Langfredag er afmagtens, lidelsens, mørkets ultimative dag. Det er kulminationen på modsætningerne palmesøndag og disharmonien skærtorsdag. Det bliver ikke værre end den tiljublede konge klynget op på et kors – den forventede frelser ydmyget og hånet – Guds søn ribbet for enhver form for magt.
Naturligt nok fører det til hån blandt tilskuerne ved korset. Skal man virkelig tro, at Jesus er noget særligt, så kan det ikke være rigtigt, at han hænger der. Guddommeligt nærvær kan ikke være foreneligt med menneskelig usselhed. Der, hvor Gud er, der findes ikke lidelse og afmagt.
Og er det ikke netop den samme tanke, der slår ned igen og igen, når mennesker rammes af det ubærlige? Hvis Gud var til, så ville det her ikke ske – hvis Gud havde magten, så ville alt ondt forsvinde. Konklusionen er nærliggende: al oplevelse af modgang og afmagt er tegn på fravær, fravær af Gud, fravær af kærlighed, fravær af mulighed.
Jesus sætter selv ord på fortvivlelsen: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Pinen på korset er det sikre udtryk for, at Gud er væk. Vi nikker: ja sådan må det hænge sammen. Gud må have forladt sin søn, Gud må have forladt os, den slags tragedie findes ikke der, hvor Gud er.
Eller gør den? Håbet, der sender sin spinkle flamme ind i langfredagsmørket er, at Jesus vender sig mod den Gud, han føler sig forladt af. Han stiger ikke ned fra korset for at finde Gud et andet sted, han vender ikke Gud ryggen, han afsværger ikke Guds eksistens. Han bliver i afmagten og rækker ud mod den Gud, han ikke længere selv kan finde.
Vi, som kender fortsættelsen, ved, at han ikke var forladt, at Gud havde fat i den lange ende, at kærligheden var stærkere end selv døden. Men langfredag ved ingen det – kun et blafrende lys fra et forfærdende råb vidner om, at her er mere, end vi kan se og forstå, at ”livets sommer sover dybt/ i glemsels og i vinters krypt”, som Sarvig digter i salmen ”Som året går”.
