Fortsæt til hovedindholdet
Kristi himmelfart
Musikvalg Kr. himmelfart

Musikvalg

Forslag til præ- og postludium, vers til meditation, kor- og solo-/enstemmig sang. 

Vi begynder mildt, forårsagtigt, forventningsfuldt og ender majestætisk. Ønsket er at understrege bevægelsen fra det jordiske til det himmelske – både fordi Kristus stiger fra jorden mod himlen, men også for at inspirere menigheden til at løfte blikket fra den nære hverdag mod de eviggyldige sandheder. Det jordnære kan for eksempel udtrykkes i en kendt melodi, en ikke for kraftig registrering eller en eksperimenterende/ søgende harmonik. Det himmelske kan naturligvis også udtrykkes med sfærisk musik på orglets vox celeste-register. I disse forslag er der dog lagt op til kraftige registreringer, helt klassisk dur-harmonik og trompeterende, kongelig musik.

Præludium
Jesper Madsen: ”Til himmels fór den ærens drot”, 21 orgelkoraler, Edition Egtved 1993
Bjarne Hersbo: ”Vaj nu, Danneborg på voven”, Danske orgelkoraler – 303 koralbearbejdelser, Forlaget Mixtur 2015

Postludium
G. F. Händel: Allegro Maestoso fra “Water Music”, Festmusik for orgel, Trumph 1995
Henry Heron: Allegro moderato af “Trumpet voluntary”, Old English Organ Music for Manuals 4’, Oxford University Press

Vers til meditation 
”Guds højre hånd er alle steder,
Guds himmel findes hos os her!
Så troner du blandt os hernede;
Så er Guds rige kommet nær.” 
(DDS 259 vers 3)

Korsang
Christian Præstholm/ Jens Simonsen: ”Horisonten skiller os fra himlen” fra Dagen gror af morgengryet, komponistens eget forlag 2019. Salmen er en parafrase over fadervor og er foreslået her primært pga. den gentagne linje ”Grænseløs er du vor Gud”, som kan forstås som en tolkning af det, der sker Kristi himmelfarts dag, hvor Kristus træder ud af tid og sted for at kunne være til stede til alle tider på alle steder. Korsatsen er meget velfungerende, måske blandt de bedste i hele udgivelsen.
Egil Hovland/ Svein Ellingsen: ”Din himmelkrone ser vi stråle”, DDS 259. Et nyere bud på en lovsang til dagen, som også giver nogle tolkningsnøgler til at forstå, hvad Kristi himmelfart egentlig handler om.

Enstemmig/ solosang
Merete Wendler/Hans Anker Jørgensen: ”Du satte dig selv i de nederstes sted”, DDS 260. En salme, der er skrevet med henblik på denne dag, og som deler vandene – primært pga. sin meget rytmiske melodi. Hvis man har en dygtig solist eller et børne- eller ungdomskor, vil den kunne berige gudstjenesten og udvide den musikalske palet.
Erik Sommer/Holger Lissner: ”Du forsvandt ind i skyen”, 100 salmer nr. 832. Holger Lissner giver her en poetisk formuleret teologisk udlægning af dagens tema. Melodien er smuk og enkel – begynder viseagtigt og slutter dog alligevel lidt højstemt. Dejlig både at synge og at lytte til og få ord til eftertanke af.