Vi skal så småt til at slutte julen af. Jesus er båret ud af krybben og stalden og føres nu ud i det sociale og offentlige rum: templet. Simeon og Anna, to gamle mennesker, tager imod ham med glæde. Han opfylder alle deres håb og forventninger.
De er overgangsbroer/overgangsfigurer mellem det gamle og det nye. Overgangsfigurer er aldrig sig selv nok. De tjener noget andet. De to gamle har større forventninger til livet end dem selv. De repræsenterer traditionens store historie og profetierne. De ved, at der var noget før dem, og at der kommer noget efter dem. Og nu er alt dette fyldt af Kristus. Netop de to gamle tager barnet i favn og bærer ham fra fortidens profeti til nutidens opfyldelse. Dagens salmer, musik og prædiken skal gerne pege mod dette: At Jesus her træder endeligt og offentligt ind i vores verden og under vore vilkår – unge som gamle.
Vi talte om, at prædikenen kunne handle om tro og livserfaring. Hvorfor begynder folk at gå i kirke, når de er over 50? Er det den ældres erkendelse af livsvilkår, der slår igennem i kirkegang? Er det fordi man nu er moden til at blive fortalt ind i en større historie og kan se sig selv i øjnene som en overgangsfigur?