Det hedder i en af vore julesalmer, at ”julen er kommet med solhverv for hjerterne bange”. Julen betyder, at tiderne skifter. Og det forkyndes for alle og enhver i dag, hvor Jesus bæres ud af krybben og stalden og op i templet for at blive omskåret. På dagen, hvor Jesus træder frem i det offentlige og sociale og underlægges vore vilkår, skifter tiderne.
Simeon og Anna var gamle. Maria var ung og Josef midaldrende. Jesusbarnet blot otte dage gammel. Dagens hovedpersoner er vidt forskellige steder i deres liv. Nogle på vej ud. Nogle midt i det. Én på vej ind. Og her bliver så Maria og Josef midt i livet vidner til et møde mellem det gamle og det nye. Tiderne skifter så at sige for øjnene af dem. Epistlen låner os (teologiske) ord til at beskrive dette skift i tiden: Før slave, nu barn af huset. Før frygt, nu frihed. Før umyndige, nu myndige. Før lydighed mod døde bogstavskrevne lovregler, nu åndens virke i levende og skønsomme menneskehjerter.
Simeon og Anna bliver repræsentanter for både traditionen og profetien. De står med barnet i armene og kan se bag om sig selv og ud over egen næsetip. Måske skal man have en erfaringsrig omgang med livets og troens længsler for at kunne det? Og for at se det smukke og det livsbekræftende i at være en overgangsfigur, der bærer noget levende – selveste Gud – videre frem? Måske bærer vi Gud frem i verden, når vi ser bort fra vores egen person, så den ikke står i vejen for hverken os selv eller vore medmennesker?
