Vi talte en del om forholdet mellem det horisontale og vertikale i inkarnationen. Altså om forholdet mellem det jordiske og himmelske, det menneskelige og det guddommelige, det tidslige/timelige og det evige.
Mon det ikke ofte er sådan, at organisten med musikken og det kunstneriske tegner den vertikale linje op, og præsten med tekstapplikation ofte bevæger sig mere i det horisontale?
Musikken er grænseløs og kan sige mere end de ord, prædikanten henter i dagligsproget. Musikken er så at sige en genklang af englesangen over os, mens prædikenen forsøger at applikere juleevangeliet på den virkelighed og eksistens, vi kender.
Vi er enige om, at det horisontale og det vertikale ikke er hinandens modsætninger, men tilsammen er som to hænder, der fastholder fødselsunderet og inkarnationens mysterium.
Juledag må gerne på en og samme gang grave et teologisk spadestik dybere end juleaften og være lidt mere artikuleret opmærksom på forholdet mellem det horisontale og det vertikale.
De følgende juledage frem til helligtrekongers søndag udfolder så inkarnationens mysterium, der her ikke skal forstås som et paradoks i kierkegaardsk forstand.
Musikken må hertil gerne understrege det økumeniske: vi deler julens budskab med kristne alle tider og alle steder.
