Juledag deler lektie og evangelium med juleaften. Epistlen reflekterer hertil videre over inkarnationens mysterium. Her er der både udblik over hele Guds frelsesplan og til evigheden. Og det pointeres, at barnet født julenat er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.
Erik A. Nielsen skriver i bogen Skrevet af helligånden: ”Enhver, der har stået og båret på et nyfødt barn med dets helt egenartede forsterduft og øjnene så fjerne, som havde de endnu ikke vænnet sig til at se på vores verden med vore øjne, vil genkende oplevelsen af, at dette barn er sendt ind i verden fra et sted langt ude i verdensrummet. Noget nyt er blevet sået i vores gamle verden, og det er hver gang spændende, om det vil kendes så meget ved den, at det slår rødder i den og bliver her… Det er frelserens opgave i den guddommelige frelsesplan: han skal fødes til jord med hele skabelsens begyndelseskraft og friskhed i sig, og han skal som en ny gær gennemtrænge alting, så det løfter sig og søger mod sin fuldendte form” (s. 85, Alfa, 2007).
Juleevangeliet er et kapitel i Guds frelseshistorie. Himlen åbner sig over jorden. Det er evighed og nyskabelse på jord. Men som enkeltkapitel er det også historien om to mennesker, der er kaldet til at tage sig af gudsbarnet og bære det med sig her på jord. Og de er tro mod den begivenhed, der finder sted hos dem. De hjælper hinanden med at tage imod og værne det skrøbelige barn. Fortællingen handler ikke om alt det, de ikke kan, men om alt det, der kan lader sig gøre (Maria føder, Josef finder en krybbe…) Og nu står vi så med det skrøbelige gudsord i vore arme. Guds herligheds glans og udtrykte billede er som et skrøbeligt barn i vore arme i denne verden. Prædikanten kan her henvise til et hav af Jesus-ord, der ikke synes at kunne få rodfæste i vores verdensorden (fx at opfordringen til at vende den anden kind til.).
Da Kejser Augustus udskrev en folketælling for hele verden, lod Gud sig indskrive i den. Den evige Gud må tælles med i vores tidsbundne og omskiftelige verden. Gud og menneskene er herefter i en sådan grad skrevet ind i hinandens livshistorier, at de aldrig mere kan skilles fra hinanden, så vi ved, hvad der kommer fra Gud og fra menneskene. Tid og evighed smelter sammen til en ny skabning i Kristus.
