Modsætningerne i teksterne mellem mørke/lys, vold/fred, kejser/barn, Rom/Betlehem med flere og juleevangeliets angivelse af specifikke tidspunkter, steder og navne lægger op til en prædiken om julens betydning for det modsætningsfyldte liv her og nu. Der kan både prædikes med og mod tiden. Inkarnationen betyder en grundlæggende forsoning med verden og udtrykker tillid til mennesket (barnet bliver lagt i Maria og Josefs hænder). Inkarnationen betyder også et opgør med en verdensorden, som vi kender alt for godt (Kejserens skalten og valten med mennesker).
Barnet er i centrum juleaften. Barnet er både tegn og tyder. Det ligger lige for at stille barnet over for kejseren. Når kejser Augustus vil tælle alt og alle, er han på gale veje. For vi ved godt, at det væsentlige ikke kan tælles. Hvad vi godt ved – juleaften – er, at livets grunddimensioner ikke er målbare. Det ved vi fra vore længsler, og fordi kristendommen fortæller os det. Og fra barnet, der helt uafvidende tyder det og fortæller os, at meningen med livet ikke nødvendigvis finder sted i det, vi kalder samfundet. Når vi hører historien om barnet og kejseren, må vi derfor ryste på hovedet over os selv og vore prioriteringer. Og vi ser på os selv med undrende øjne, når vi i den grad har mistet fornemmelsen for livets grunddimensioner, at vi, fordi vi ikke kan tælle og måle det væsentlige, har en overmægtig trang og tendens til at gøre det talbare og det målelige til det væsentlige.
Gud træder frem som barn. Og Gud bliver ved med at være det her barn, der stirrer uforstående på os, når vi bytter op og ned på meningen med livet. Kom, vi skal en anden vej, siger juleevangeliet og trækker i os som et barn. Og det taler om kærlighed. Om generøsitet. Om tilgivelse. Om nåde. Og alle disse ord er så skrøbeligt tilstede i verden som et barn. Men vi ved – juleaften – at de taler sandt om vore liv. Vi hører hjemme i gudsbarnets historie. Ikke i kejserens. Dér er vi så fremmede og hjemløse som Maria, Josef og Jesusbarnet.
Prædikenen kunne slutte med en opfordring til at forlade kirkerummet med barnet i vore arme og så sørge for ikke at tabe det på gulvet, når vi kommer hjem, på arbejde, i skole…
