Dagen må gerne have det ene ben tilbage i julen. På vej ud af julen med det andet kan vi nu sammen med de vise mænd eftertænke og tolke, hvad julen og inkarnationen betyder. Der må godt dvæles ved, at de er vise mænd; de forstår sig på at tyde og tolke. Når vi læser teksterne igennem, slår det os, at evangelieteksten har en særlig bevægelse. De vise mænd rejser først ud, så farer de vild (Jerusalem), så når de frem (Betlehem), og så tager de hjem igen. Og man må formode, at de kommer visere hjem, end de rejste ud.
Betlehemsstjernen i stjernedøren i Budolfi Kirke/Aalborg Domkirke, hvor den ene af os er ansat, er en del af kunstneren Dorte Dalins kunstværk Geloia. Dorte Dalin finder – inspireret af astronomer ved Aarhus Universitet – den unikke sammenstilling af planeterne Jupiter (Kongestjernen) og Saturn (Israels stjerne). Dette planetmøde afføder Betlehemsstjernens lys. Det har givet organisten mange lejligheder til både at diskutere stjernen (og dens ikoniske status som trossymbol i forhold til en astrologisk forklaring) og desuden oplagte lejligheder til netop i dette kirkerum at bruge stjernerelateret musik.
Vi talte om, at prædikenen gerne må handle om dette at søge og lede. Ved vi, hvad vi søger? Ved vi, hvad vi skal lede efter? Og hvordan skelner vi det sande fra det falske? Dette ledemotiv præger dagens salmevalg. Et andet motiv ville føre til andre salmer.
