Det verdensomspændende perspektiv
Folkeslagene er i oprør. Allerede i Sl 2 slås det verdensomspændende perspektiv an, men Guds svar ender med at være et noget andet end at slå med det jernscepter, han lover salmisten til at knuse de ulydige med. Guds svar er at sende sin søn Jesus Kristus og tale til ham og om ham fra verdens første og største prædikestol: den åbne himmel. Samtidig står Jesus i floden foran Johannes og er Kristus for alle folkeslag. Røsten lyder fra Himmelen, så den kan høres over den ganske verden. Fastelavn betegner en verdensomspændende og verdensomvæltende begivenhed. Den er himmelsk og jordisk. Kirkelig og folkelig.
At stå foran Kristus og få et nyt ansigt
At blive døbt er at få et nyt ansigt, at der siges noget til os fra vores ophavs dyb. I kristentroen møder vi altid en anden, et ansigt, et navn, der ikke er mit, et navn der skænkes mig. Vi skal vokse væk fra moderliv og faderfavn og stå ansigt til ansigt. I Kristus ser vi, at vi ikke har en kortluntet, hævnende Gud. Vi har en Gud, der har et ansigt som en menneskesøn, en Gud der under hver af os et ansigt: dåbens ansigt, dåbens anseelse. En tabt gudbilledlighed, der genoprettes af Gud selv, så hans blik altid ser den elskede søns ansigt i den døbtes.
Fastelavn er på én gang maskernes tid og tid til at lade maskerne falde. Måske maskerer vi os for at slippe for os selv. For at få et nyt ansigt. Men når vi tager masken af, er det stadig det samme gamle ansigt inde bag ved. Det, der virkelig kan give os et nyt ansigt, er dåben.
Dåb er stærk tobak! Hver gang! Man kan ikke blive træt af det. Der sker de forunderligste ting, når man døber – med dåbsbarnet og med én selv. Måske fordi man mindes om sin egen dåb. En gang døbte jeg en lille dreng, hvis ansigt lyste så helt vidunderligt imod mig under dåben, og da jeg bagefter sagde til nogen fra menigheden:” I skulle have set hans ansigt!”, svarede de: ”Det var ikke nødvendigt, for vi kunne se dit!”. Barnets lys havde skinnet også på mit ansigt, fordi Guds lys skinnede på os begge, og jeg blev mindet om min egen dåb, som jeg ikke husker.
Det er der jo nogen børn, der kan. De, der døbes før konfirmationen og ved drop-in-dåb, og selvom det er dejligt at døbe de små, så er det ikke mindre betagende at døbe de store. Måske fordi vi netop i dåben alle blive lige store eller lige små. Her fornemmer vi den nåde, der ligger i at være Guds barn først og sidst. Alle Guds kilder skal være hos os!
