Hvad er det jeg hører om dig?
Dagens tekster er som en sommerhave med blomsterbede af forskellig art, forskellige farver, måske lidt blomstrende skvalderkål. De siger mange forskellige ting og alligevel taler de om den samme. Herren er streng i sin dom, som når man taler konstaterende visdomsord. Gud er lys, og der er intet mørke i ham, er det budskab apostlen Johannes har hørt af ham og bringer videre. Og endelig vender lignelsen om den uærlige godsforvalter, der får ros for sin uærlighed, alting på hovedet og bryder med alle vores forestillinger om at ’kende Gud’.
En sommerprædiken kan hjælpe os med at være til i den have, vi ikke kan overskue, ved at pege hen på den godsforvalter, der ødslede sin Herres ejendom bort, ikke for sin egen skyld for at redde skindet, men for vores skyld – på vegne af den rige Gud, som ikke sparede sin egen søn – vi fatter det ikke! – for at give os alle lod og del i den store glæde, det er at blive taget imod i hans bolig.
Gavmildhed på en andens regning
Der findes masser af historier om uærlige godsforvaltere. Men der findes ingen Herre, der under normale omstændigheder vil rose sin forvalter for at være uærlig! Og vi kan være sikre på, at forvalteren netop er så uærlig, fordi det ikke er hans eget. Havde ejendommen været hans egen, så havde han holdt på sit, holdt orden i regnskaberne, passet på, at der ikke skulle gå noget til spilde og tages af noget, som var hans. Lignelsen fortæller, hvordan Vorherre ønsker, at hans rigdom skal forvaltes: med ødselhed! Forudsætningen for at tage lignelsen til sig er, at vi erkender og bekender, at vi mennesker er forvaltere af noget, som ikke er vores eget, livet. At vi som præst og menighed erkender og bekender, at vi er forvaltere af et budskab, som ikke er vores eget. Er vi ærlige, tør vi bekende, at vi soler os i en andens glans.
