DDS 392 Himlene, Herre
DDS 417 Herre Jesus, vi er her
DDS 52 Du, Herre Krist
DDS 331 Uberørt af byens travlhed
DDS 319 Vidunderligst af alt på jord
DDS 726 Gak ud, min sjæl
Sommersøndagen begynder med en lovprisning af hele skaberværket, som i sig selv – uden ord – fortæller om Guds herlighed, ”Himlene, Herre, fortælle din ære”. Guds ord er i alt og ”lyder” over alt ved at kaste sin glans ud over det hele – som solen: ”Intet er skjult for dens øje”. Der er gennemsigtighed, sandhed, oplysning og trøst i Guds ord. Melodiens lyse tonesprog øger denne herlighedsværdi.
Dagens tekster handler om (den manglende) sammenhæng mellem ord og gerning, ydre og inde, og om hvem vi skal lytte til, og hvem, vi ikke skal lytte til. ”Herre Jesus, vi er her i dit hus dit ord at høre” synger vi som anden salme, som en bøn, der leder frem til epistlen om at drives af Guds ånd: ”Vær du selv i Ånden nær (…) Vor forstand i mørkets bånd, kan jo ikke sandhed kende.”
Den ånd, hører vi i epistlen, giver os barnekår og gør os til ”Guds arvinger og Kristi medarvinger”. Derfor ”Du, Herre Krist min frelser est”, for det er hans ord ”det rene”, som denne tro står og falder med.
Evangeliet om de falske profeter taler til os ind i en tid, hvor vi søger råd og vejledning alle mulige steder. Og det taler til os, der selv giver råd og vejledning, og som – ofte – siger ét og gør noget andet. Billedet af træet og dets frugter står stærkt. Det er dels et konkret billede: vi véd, hvor unådige vi selv er mod de træer, der giver dårlig frugt. Dels rammer billedet vores stræben efter autenticitet, efter at være et helt menneske. Salmen efter prædikenen, ”Uberørt af byens travlhed”, forkynder, at hos én og på ét sted er ord og gerning ét. Og dér – hos ham og i hans ord – er vi på hellig grund. Med billeder fra vores hverdag og med skønne toneartsløft i fraserne i melodiens omkvæd leder salmen op til nadveren.
I nadveren er ord og handling ét og bliver for troen ét med brødet og vinen, der rækkes os. I nadversalmen, ”Vidunderligst af alt på jord”, med Grundtvigs tanke om det ”Guddoms-ord, som skaber, hvad det nævner” synger menigheden efter bortsendelsesordene i sidste vers om det rige, med ”solekår”, som da er ”til syne og til stede”.
Det skønne rige ser vi afspejlet i den smukke sommer, vi sendes ud til med bønnen i ”Gak ud, min sjæl” om, at vi må være ”som træer fyldt med yndig frugt til Jesu Kristi ære!”
