Hvem skal vi lytte til?
Det første ord, der lyder ud i kirken vendt mod menigheden fra Jeremias’ bog, er: Lyt ikke! Med dette paradoks begynder gudstjenesten. For vi er jo kommet for at høre. Men det hele begynder med en advarsel: Lyt ikke til profeternes ord! Så spørger vi os selv, hvem skal vi så lytte til. Og det gør vi jo hele tiden. Hvem kan vi stole på? En uge er det ene det saliggørende for helbredet, den anden uge bliver det fejet af bordet. Hvilke eksperter skal vi sætte vores lid til? Og hvis interesse tjener de!
Jesus farer i flint over de falske profeter, der lyder rationelle og indlysende, men viser sig slet ikke at gøre det, de selv siger. I Silicon Valley producerer de computere, men IT-eksperternes egne børn sidder med blok og papir. De falske profeter lokker som slangen i paradiset med behagelig tale, som vi gerne vil høre. Vi vil ikke høre, at vi er syndere. Men det er vi. Og vi skal lytte til Guds kærlige stemme, som er i det hele – i hele skaberværket, i hans søns hårde tale til os, i hans forfærdelige død på korset – vi fatter det ikke – men bag alt dette råder Gud, ham, som vi kan kalde far.
De plettede frugter
Vi lever i en perfektionskultur. Alt skal se godt ud. På overfladen i hvert fald. Og vi vil gerne lytte til de profeter, der kan fortælle os, hvad der skal til. Vi kan se, hvilken verden vi lever i, på vores frugter. De har ikke en plet, ikke et mærke, er blankpolerede og smukke i farverne, som de ligger dér udstillet på et fad. Når de rådner, rådner de indefra, men vi kan ikke se det. Til gudstjenesten samles vi op af en anden fortælling om det at være menneske. Det uperfekte menneske. Det lidende menneske. Mennesket i al sin svaghed, til fals for lokkende sang og falske profeter. Den plettede frugt. Med skrammer. Den frugt samler Vorherre op. For ingen skal gå tabt. Her er handling og ord ét – så sandt som vi skal lide med ham, for også at herliggøres med ham.
