Det er nu tredje søndag i træk, at vi hører et uddrag fra Jesu afskedstale i Johannesevangeliet.
Den forudgående sammenhæng
I de forrige afsnit af kapitel 16 har Jesus talt til disciplene om Talsmanden, Helligånden, der skal komme til dem. Disciplene sørger over den forestående adskillelse fra Jesus, og Jesus bekræfter deres ubrudte fællesskab med Jesus og Gud, som opstandelsen og senere Helligåndens komme stadfæster. Jesu nærvær hos dem finder nu sted gennem Helligånden og i bønnen.
Jakobskampen
I den gammeltestamentlige læsning fortælles om Jakob, der ved Jabboks vadested møder én, som han kæmper med hele natten. Da morgenen nærmer sig, slår den fremmede Jakob på hoften, så hofteskålen går af led. Jakob holder alligevel fast og slipper ikke, før han har fået den fremmedes velsignelse. Jakob er ikke i tvivl om, at det er Gud selv, han har kæmpet med og sejret.
Kirsten Nielsen skriver i Det Gamle Testamente på prædikestolen - udvalgte prædikener (Præsteforeningen 2014), at prædiketeksten handler om bønnens magt over Gud: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” (s .105).
Det skal ikke misforstås i retning af, at det at bede i Jesu navn er en kode med magisk virkning, men udtryk for tro. Når vi beder til Gud i Jesu navn beder vi til ham, sådan som vi har lært ham at kende, nemlig i Jesus Kristus. Vi retter bønnen til ham, som vi kender ham. Sådan som vi kender Gud gennem Jesus, er han en Gud, der ikke kan gå forbi den, der beder ham om hjælp. Sådan vil det også være i bønnen.
Vores erfaringer
Hvordan harmonerer det med vores erfaringer af ikke altid at få det, vi beder om? Hvor ofte har vi ikke tigget og bedt indtrængende om noget, som vi ikke fik! Men bøn i Jesu navn er den bøn, han bad i Getsemane Have: “Dog, ske ikke min vilje, men din” (Lukasevangeliet 22,42). Bøn er tillid til og tro på, at Gud hører os og vil os det godt, og at det i sidste ende bliver, som han vil.
I en artikel om bøn og teologi hos Karl Barth skriver Christine Svinth-Værge Pöder, at tro i grunden betyder at bede. I bønnen er Jesus nærværende. Den bedende ser bort fra sig selv, og bønnen er i den forstand selvoverskridende. De gamle pietister kaldte denne holdning ’gelassenhed’, som kommer af det tyske ’lassen’. Jeg overlader/overgiver mit liv helt og fuldt til Gud og får det tilbage – på hans betingelser. Det kan lyde skræmmende, men er det modsatte, nemlig befrielse. Bønnen er befrielse fra den konstante forholden mig til mig selv – og dermed befrielse til fællesskab med andre mennesker og med Gud.
Jakob har én egenskab, der er værd at hæfte sig ved. Han er stædig, da han først har mødt Gud og slipper ham ikke, før han har velsignet ham. Gud ser ikke på, om vi har fortjent at få, hvad vi beder om. Han ser på, at vi tillidsfuldt kommer til ham. Jesus siger det sådan: “For Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig” (vers 27).
Litteratur
I de homiletiske refleksioner til søndagene mellem påske og pinse har jeg lænet mig op ad følgende værker:
Jeppesen, Knud: Det Gamle Testamente på gudstjenestens betingelser. Introduktion til de gammeltestamentlige tekster efter første tekstrække, Anis, 2004
Kierkegaard, Søren: Sygdommen til døden. Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) bind 9, Gads Forlag, 1997-2012
Kjær Nielsen, Helge: Kommentar til Johannesevangeliet, Aarhus Universitetsforlag, 2007
Lindhardt, Mogens: Ikonen med det evige liv - homiletisk læsning af Johannesteksterne mellem påske og pinse. Anis, 1991
Nielsen, Kirsten: Det Gamle Testamente på prædikestolen - udvalgte prædikener, Præsteforeningen, 2014
Søltoft, Pia: Kierkegaards Kabinet - en nutidig introduktion, Akademisk Forlag, 2017
Endvidere Rowan Williams’ introduktion til Johannesevangeliet – se evt. hans bidrag i Bauckham & Mosser (red.): The Gospel of John and Christian theology, Grand Rapids, 2008
Lone Vesterdal
