DDS 720 Som året går
DDS 636 Midt i alt det meningsløse
DDS 321 O, kristelighed
DDS 155 Godt og ondt i lys og mørke
DDS 412 Som vintergrene i afmagt rækker
DDS 752 Morgenstund har guld i mund
1. salme: "Som året går". Ole Sarvigs tekst beskriver januar-nøgenheden og tager også livtag med de temaer, som Prædikerens Bog beskriver: ”og hvis du faldt som frøet ned i jordens mørke evighed” (vers 6). Denne bevægelse beskriver digteren som en nødvendighed for, at det enkelte menneske, der har mistet det hele, fortsat kan vokse, og kan fyldes af Kristus (vers 9). Dermed peges der videre på sommervind og søndagens øvrige tekster. Vækstmotivet er gennemgående i salmen, som en vej bort fra det meningsløse. Peter Møllers melodi gengiver denne stemning med den nedadgående melodiføring, som løftes op undervejs. Dette sker med lyrisk nænsomhed.
2. salme: "Midt i alt det meningsløse". Her udfoldes tomhedens tema fra Prædikerens Bog, der kontrasteres med ordene ”fyldt af kærlighed, i nærkamp med det ondes magt i verden” og peger hen på episteltekstens ord om det fælles liv med hinanden.
3. salme: "O, kristelighed". Denne salme udtrykker det, vi i epistelteksten har givet hinanden med en direkte henvisning (vers 7) til at iføre sig kærligheden som ”fuldkommenhedens bånd”, således at der heraf opstår glæde: ”Så glade vi føler, os skabes i bryst de levendes lyst”.
4. salme: "Godt og ondt i lys og mørke". Salmen tager udgangspunkt i evangelieteksten og tolker modsætningerne "godt og ondt og lys og mørke, sandt og løgn og liv og død" som noget eksistentielt: ”i hvert hjerte prøver styrke” (vers 3). Hvis den synges på melodien til ”Helligånd de frommes glæde” fra 1667, understreges det meditative i de eksistentielle overvejelser med den roligt fremadskridende melodik.
5. salme: "Som vintergrene i afmagt rækker". Denne stilfærdige salme synges under uddelingen af nadveren og anvender temaer fra dagens første og anden salme. Vintersituationen og hverdagens udfordringer i forholdet til medmennesket er understreget i sidste vers.
6. salme: "Morgenstund har guld i mund" under forudsætning af, at gudstjenesten foregår om formiddagen. Denne salme indeholder opfordringen til at ”gøre gavn som Gud det vil, på allerbedste måde”. Denne appel kan høres som et ekko af epistelteksten og evangelietekstens overraskende glæde, ganske som denne er udtrykt i vers 3. I Prædikerens Bog var glæden ved at spise og drikke underordnet det meningsløse og tomme, mens denne afsluttende salme lader gråden være underordnet glæden, der således afslutter gudstjenesten.
