Til trods for indgangslæsningens beskrivelse af det meningsløse og tomme, kan glæden, der også nævnes, være et tema for hele søndagen. I det meningsløse og tommes univers er det den stille glæde, det handler om: at spise, drikke og være glad. I teksten fra brevet til menigheden i Kolossae er glæden den ledsagende omstændighed; det er dog en anden glæde, nemlig en glæde over, at vi mennesker har hinanden og kan formane og undervise hinanden – og endda gøre det med musik. Denne glæde udspringer af den tilgivelse, som mennesket har modtaget: "som Herren tilgav Jer, skal I også gøre."
I evangelieteksten kan det meningsløse synes at præge tilværelsen, da skidt og kanel står side ved side og må finde sig i hinanden. Denne meningsløse situation får kastet et andet lys ind over sig, idet tålmodigheden viser sig. Denne overraskende tålmodighed er afgørende. Den kan jeg som menneske forlade mig på, fordi tålmodigheden er til stede hos Gud. Jeg glemmer den tit og vil helst rydde op, så skidt og kanel ikke står sammen. Men det er tålmodigheden, der er det afgørende, den er et kendetegn hos Gud, i modsætning til Guds modstander, jf. formuleringen af C.G. Jung: ”Djævelen bekæmpes bedst med tålmodighed, for han har ingen”. Denne 'udvikling' af glæden kan danne baggrund for prædiken.
