Lektie: Budbringeren, der kommer med godt budskab om fred og frelse.
Epistel: Paulus´ opfordring til glæde.
Evangelium: Johannes Døber, som peger på Kristus.
Kirkens opgave er kaldt en Johannes Døber-opgave, nemlig at pege væk fra sig selv og hen på Kristus. Hvem er du, spørger de Johannes. Hele tre gange fortæller Johannes, hvem han ikke er. Dermed har han sagt noget afgørende om sig selv. Han er ikke Kristus. Han er ikke sin egen frelser. Han har ikke sit livs centrum i sig selv. Men han er, hvad han er for Gud.
Vi bliver os selv ved at forholde os til de andre. Vi er mor og far, bror og søster, datter og søn, ægtefælle og ven. Det er ikke kun titler. Det er identitet. Det er bærende og retningsgivende for måden, vi lever på. Vi bliver dem, vi er, i relationer og vi er først og sidst, hvad vi er for Gud.
Johannes Døber pegede på Ham, som døber med vand og Helligånd til fællesskab med Gud og mennesker. Ved dåben får vi identitet. Vi er et Guds barn og hinandens søskende. Vi skal ikke bære vort eget liv men vi skal være med til at bære de andres, og evangeliet peger altid på den, der er udenfor. Dåben er at blive en del af det, som er større. Det er den glæde, Paulus taler om i epistlen. Paulus skriver sit brev, da han sidder i fængsel, hvor vi sidste søndag mødte Johannes. Her oplever Paulus, at glæde er at være optaget af andet end sig selv. Det er at tro, at når ingenting lykkes, når alt går i sort, så er der noget ovenover, som repræsenterer en fuldkommengørelse, man kan have sin lillebitte del i. Det er den tro, vi døbes til. Ved døbefonten åbner himlen sig over den døbte, og det himmelske er, at Gud gør, hvad vi ikke kan: retter det ødelagte liv og gør det helt.
Vi glæder os i advent. Men hvad er det, vi glæder os til? ”Han er midt iblandt jer”, siger Johannes til spørgerne. ”Men I kender ham ikke”. De ville heller ikke have været i stand til at udpege ham, hvis sko-rem Johannes ikke var værdig til at løse. For han har set meget uanseelig ud. Kirken peger på barnet i krybben og manden på korset. Han er midt iblandt os. Men vi kender ham heller ikke. Hvor meget vi end anstrenger os med indkøb og julehygge, finder vi ikke nødvendigvis glæden. Men glæden kan finde os. Den kan indfinde sig, hvor vi mindst venter den som en uforklarlig tryghed og fred midt i al trængsel og alarm.
