Barmhjertighed er sådan et smukt ord. Men hvor langt rækker det egentlig? Hvis der var barmhjertighed til verdensherskeren David, som sendte en kriger i døden, så han kunne få krigerens kone, men trods alt gik for at være en retfærdig konge – er der så også nåde over en falsk verdenshersker, der handler gennemført ondskabsfuldt, Hitler f.eks.? Spørger man konfirmanderne, vil de svare nej. Der er en grænse. Menneskers barmhjertighed er – for det meste – betinget.
Men er der også grænser for Guds barmhjertighed? Ikke ifølge evangeliet. Gud er barmhjertig. En dag skal barmhjertigheden forløse hele skaberværkets længsel ud af tomheden og døden.
Spørgsmålet er, om den ubetingede barmhjertighed så kan få os til at overveje den betingede en gang til? Måske fordi vi til syvende og sidst ikke har anden mulighed end den? Helt op til i dag er overlevende fra nazitidens koncentrationslejre stået frem og har tilgivet ugerningsmændene. I så fald fortæller evangeliet, at barmhjertighed ligger langt uden for, hvad der er ret og rimeligt. Langt ud over, hvad vi kan forvente eller fortjene. Barmhjertigheden er smuk, når den kommer, fordi den ligner Kristus.
Barmhjertighed er kriste-lighed.
4. søndag efter trinitatis
Homiletiske overvejelser 4. s. e. trinitatis
