Vi talte om, at den forrige søndags tema om Jesu fysiske fravær og ventetiden videreføres, men nu konkretiseres til at slutte med talsmandens/Helligåndens komme og gerning. Det betyder, at det nu kun er det korte perspektiv, tiden frem til pinse, der præger stemningen og forventningen. Det introducerer også et stærkt element af bøn i salmevalget: i to salmer til Helligånden og i én til Jesus. Vi er i en mellemtid mellem påske og pinse, hvor det er naturligt at bede om at se Helligåndens gerninger på jorden. Bønsaspektet påvirker også musikvalget, som er indadvendt lyrisk. Den gentagne salme, ”Krist stod op af døde”, synges denne dag på en af de romantiske melodier for at følge op på den inderlige tone i de øvrige salmer og i læsningerne.
Om søndagene mellem påske og pinse
Vi har skrevet om søndagsgudstjenesterne mellem påske og pinse. Vi har haft et dobbeltperspektiv med hele vejen: både at dykke ned i hver enkelt søndags tekster, kollekter, salmer og musik, men også hele tiden at have øje for en mere overordnet sammenhæng imellem søndagene. Vi anser søndagene for at være en udklang af påsken, som ændrer sig undervejs og ender med at være en slags stilfærdig, mild og lyrisk forberedelsestid til pinsen – nærmest på linje med advent og faste som forberedelse til jul og påske. Der er en meditativ, inderlig tone i de mange læsninger fra Johannesevangeliet, som bliver stadig mere fremtrædende igennem de seks søndage. Jesus betoner gang på gang det ubrudte fællesskab mellem ham og Faderen, mellem os og ham, som Helligånden vil gøre levende for os. Denne cirklen og repetition giver teksterne og søndagene deres meditative tone, som vi gennem musikvalget har understreget.
