Der er ikke de samme brudflader i denne søndags tekster som i de foregående to søndages. Ét tema er mere gennemgående: Gud som omsorg. Men det er en omsorg, der griber ind og griber om sig. Den udruster, støtter og grundfæster – alle sammen ord, der udtrykker kraft og styrke.
Den kristne tro er ikke kun passiv modtagelse. Den er også aktiv indgriben og at blive reddet ud af et dårligt sted. Hyrden leder efter fåret og finder det, koste hvad det vil. Hyrden kalder, og fåret vender sig om mod ham. Det skifter fikspunkt og retning, fordi hyrden finder det og ser det. Relationen genbekræftes: fåret hører stadig med.
Hyrden gør noget, vi alle skal en gang imellem: han prioriterer. Flokken må passe sig selv en tid – med fare for at flere render væk under vejs – mens han går ud for at lede efter det vildfarne og finde det.
I evangeliet er der glæde over omvendelsen. I hvert fald i himlen, hos Guds engle. Det er ellers sjældent vi hører om engle, udover til jul og lidt til påske. Men her nævner Jesus englene som nogen, der glæder sig på andres vegne. Måske ser de med Guds øjne. Ser den, der var overladt til sig selv – væk. Men som hyrden ser og tager med.
