DDS 30 Op, alle, som på jorden bor
DDS 309 Bøj, o Helligånd, os alle
DDS 46 Sorrig og glæde
DDS 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle
KSB 928 Hvor himlens rum er vidt og lyst
DDS 42 I underværkers land
Vejene til et salmevalg er mange og ofte uforudsigelige. Vi fandt ret hurtigt frem til ”Guds igenfødte, ny-levende sjæle”, fordi den gennemspiller omvendelse som en lettelse og glæde, helt ud i melodiens lyse og glade tone. Også ”Op, alle, som på jorden bor” meldte sig af sig selv. Den fortæller så lystigt om nåden, der går for ret. På grund af grundtemaet om omsorgen kom ”Sorrig og glæde” i spil.
Det gav allerede tre store og længere salmer. Resten måtte derfor være kortere og måske lidt enklere at gå til. Altså et salmeforslag sammensat af cirka lige dele oplagte hovedsalmer til dagen og et mere praktisk hensyn til den samlede gudstjenestes længde og udtryk.
Indgangssalmen ”Op, alle, som på jorden bor” har en generel livlighed i både tekst og melodi. Det gør den god at begynde med på en søndag med genopbyggelse og glæde. Fjerde vers rammer særlig plet med bønnen om at ”give os et hjerte fro”, og kaste sorgen og uroen ned i havets dybder. Dagens gammeltestamentlige læsning fortæller, at Gud opliver den nedbøjede ånd. Dette affødte en association til salmen ”Bøj, o Helligånd, os alle”. Den salme er måske ikke det mest prægnante, salmebogen kan opvise. Den virker så korrekt. Vi synes dog, den er for god at tage ud af brug. Måske skulle man se efter, hvor mange gange den er blevet sunget i løbet af et år – og så synge den halvt så mange gange næste år.
Prægnans er der til gengæld i ”Sorrig og glæde”: Himlen og jorden, glæden og sorgen, troen og angsten, tilliden og uroen. De store modsætninger males dramatisk op, men Gud drager omsorg for mennesket midt i dem.
Efter prædikenen kommer dagens hovedsalme ”Guds igenfødte, ny-levende sjæle”. Vi kom til at tænke på den allerede, mens vi læste dagens tekster højt. Den har et par små, men fine referencer til evangeliet med i femte vers: glæden i Himlen over det fortabte, men fundne får. Men generelt er den god til dagen, som nævnt ovenfor.
Altergangssalmen kom i spil, fordi det er højsommertid, og fordi der er omsorg i denne lyse og taknemmelige salme: En overflod af godhed lægger varsomhed ind i lykkelige sind. Og: ”Så folder himmelhvælvets hænder sig om aftenstunden/…/ og her ved kirkens brune sten står vi og nynner med”. Udgangssalmen udspringer også af tanken om Gud som dyb omsorg for verden. I Ingemanns univers er selv den mindste orm i Guds sikre varetægt.
