Homiletiske overvejelser

Pablo Llambias skriver i sin lille bog om prædikekunst (Standardprædikenen: om at skrive prædiken - en personlig refleksion, Aros, 2014) at mange mennesker er optaget af engle – men at præster generelt ikke er. Skulle man benytte anledningen til at overveje de himmelske væsener en ekstra gang? Hvad er engle, ud over dem, vi kender fra julenat og påskemorgen, hvor de bringer verden det store budskab om inkarnationen og opstandelsen? I den nye bibeloversættelse var de lige ved kun at skulle hedde budbringere, har jeg læst. Men ifølge Matthæusevangeliet har også små børn en engel hver, som altid ser ”min himmelske fars ansigt”. Her hos Lukas forstår englene at glæde sig, om så kun én vender sig om og retter sit blik mod Gud. Hjælper englene os med at glæde os over den enkelte, der træder ud af mængden og søger Gud? Kunne det f. eks. være en konfirmand? Et udøbt barn, der insisterer på at blive døbt? Eller en udøbt voksen, der finder ind i en kirke til drop-in dåb?  
Hvis engle er menneskers beskyttere, så beskytter de os ved at hjælpe os med at glæde os. På andres vegne. Det er ét prædikespor. Et andet er den omvendelse, glæden kommer af. 
Omvendelse, hvad er egentlig dét? Er det noget indre, en indsigt, som en himmelsk aha-oplevelse? I nogle vækkelsesbevægelser kunne – og kan – man ofte sætte nøjagtig dato og sted på sin omvendelse, næsten som Paulus på vej til Damaskus. 
Den græske glose for omvendelse betyder ordret ’at fatte et nyt sind’. Kristus’ attitude og indstilling over for andre stilles simpelthen til rådighed for alle, fordi det er et sindelag, der ser Gud og andre mennesker samtidig (ligesom englene). Et sindelag, som derfor, helt af sig selv, har konsekvenser også for det ydre liv. Det kan godt være, at omvendelse også foregår i det indre. Det må vi da håbe! Men den begynder i det ydre, i det der er mellem Kristus og verden. Omvendelsen som et blik, der flytter sig væk fra sig selv og hen på den anden. Som om Kristus – Guds ord – kalder via den anden.