Begrebet den fremmede kan ikke stå alene. Det skal ses i en bredere sammenhæng. Dette bredere kunne vi kalde for universalitet, mission og den grænsesprængende tro. Vi læser evangelieteksten sådan, at troen findes ikke dér, hvor Jesus havde regnet med at finde den, men derimod hos nogle andre. Derfor skal evangeliet gives til andre end dem, der befinder sig lige rundt om hjørnet. Når det sker, bliver troen ’grænsesprængende’, sådan som evangelieteksten afsluttes: ”Gå, det skal ske dig, som du troede”.
Dette ligger i forlængelse af helligtrekongerdagens missionstema, hvor de fremmede fra Østen er nogle af de første til at tilbede Jesusbarnet, og grænserne mellem os og de fremmede dermed er ikke-eksisterende.
Indenfor og udenfor: I den offentlige debat høres der tit om ’dem’ og ’os’, om at udtrykke sig ’politisk korrekt’, om at være udenfor, om ’de udstødte’. ’Vi’ er måske ikke så gode, som vi går og tror, men den, der er ’udenfor’ kan vise sig at række en hjælpende hånd til den, der er ’indenfor’. Dette ligger i forlængelse af ordene i Femte Mosebog: ”I var jo selv fremmede i Ægypten”.
Evangeliet skaber en ny form for fællesskabsopfattelse, hvor det bliver meningsløst at tale om ’dem’ og ’os’.
Guds henvendelse til mennesker kender ingen grænser og indeholder ingen afvisning på grund af ringe tro, al den stund forskellen mellem troen hos dem indenfor og troen hos dem udenfor er ophævet. Denne erkendelse fører til en forpligtelse, der kommer frem i epistelteksten, hvor diakonien og omsorgen for det andet menneske også omfatter andre end de nærmeste.
