Samtale
Vi taler om tilgivelsens (u)mulighed og om den lukkede cirkel, evangeliet fanger os i: Du skal tilgive. Det kan jeg ikke. Men du skal.
Nøgleord
Dette ledte til tanken om tålmodighed som udgangspunkt for at tale om tilgivelse på en måde, der kan rumme dette skisma, og den spænding der ligger i forholdet mellem tid-evighed og skyld-tilgivelse, som er på spil i dagens tekster.
Kan man øve sig i tilgivelse og blive god til det, hvis bare man får tid nok? Hvor længe kan der forlanges mod til at tåle ventetiden, indtil den anden har trænet sig op til at præstere tilgivelse?
Intention
Vi ønsker, at gudstjenesten i ord og toner skal rumme lag af længsel, drøm, tålmod, evighed.
En note om genkendelighed og ny-oplevelse
Menigheden bliver i en gudstjeneste præsenteret for meget, som (måske) er nyt for dem. Præsten og organisten, som har tilrettelagt gudstjenesten og haft en intention med valget af bønner, salmer og musik, har denne forberedelse som forudsætning for at opleve sammenhæng mellem de forskellige liturgiske led. En gudstjeneste skal naturligvis være selvberoende og kunne opleves som meningsfuld og sammenhængende uden forudgående kendskab til eksempelvis søndagens tekster. Samtidig er det en tanke værd, hvordan man gennem valget og tilrettelæggelsen af eksempelvis salmer ’kvalificerer’ kirkegængerens møde med og oplevelse af de enkelte led og deres sammenhæng. Hver enkelt bøn, salme og tekst og melodi er mættet med udtryk/indtryk for den kirkegænger, der møder dem for første gang.
Eksempelvis er der i Grundtvigs salmer billeder og forestillinger, som det kræver tid at bevæge sig ind i. Det er ikke som at læse en kronik i avisen. Fortrolighed må opbygges, blandt andet gennem gentagelse.
Derfor har vi valgt at lade strofer fra Grundtvigs ”Jeg kender et land” (DDS 561) indgå to gange i samme gudstjeneste. Første gang som fællessalme før prædiken. Anden gang de samme vers sunget af koret som motet efter prædiken. For at undgå gold gentagelse, og i forsøg på at skærpe opmærksomheden vælger vi Lindemans melodi til fællessangen og Otto Mortensens friere svævende melodi til motetten.
Vi låner strukturen fra en symfonisats i sonateform: Først eksposition (salmen før prædiken), der på udviklingsdel (prædikenen), så reprise (motetten), hvor reprisen ikke blot fungerer som gentagelse, men som erindring og refleksion af det forudgående. Bevidstheden er foranderlig og er nu forandret.
Vi foreslår denne struktur som gennemgående i perioden 21. søndag efter trinitatis – sidste søndag i kirkeåret. På det tekstlige plan varieres derved, at det hver søndag er tre-fire nye vers af salmen, der introduceres.
Med dette er vi ikke ude på at skabe en egen ’liturgi i liturgien’ og dermed bryde gudstjenestens Ordo, men blot at eksplicitere det samspil, der allerede er i gudstjenesten mellem ord og toner, og at lege med den tanke, at disse to forskellige medier, når bragt sammen, formidler mere, end hvad hvert medie udtrykker i sig selv.
I modsætning til i den musikalske sonateform arbejdes her med to medier. Udfordringen ligger hermed i, at ekspositionsdelen består af ord + toner, gennemføringsdelen af ord alene og reprisen af (gentagne) ord + (nye) toner.
