”I min verden er der stor forskel på at tilgive og acceptere”. Sådan svarer Henriette Karlsen i et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen Ama’r halshug (2019) om en opvækst præget af massivt omsorgssvigt og voldsomme overgreb. Intervieweren spørger: ”Hvordan har du det med din mor i dag? Nu, hvor du selv er blevet mor og hun er blevet mormor, det må have ændret jeres forhold… Har du tilgivet din mor og din stedfar?”. Og til det lyder svaret så: ”Jeg har været nødt til at tilgive min mor – for min datters skyld og for at sætte mig selv fri (…) Men jeg kommer aldrig til at acceptere det, de har gjort. Men jeg har været nødt til at tilgive. Hvis jeg ikke laver om på tingene og skifter spor, er jeg jo ikke en mønsterbryder…”.
Hvis det svigtede barn selv skal turde være mor, hvis slægt skal kunne følge slægters gang, hvis historien ikke skal bremses af én generations grusomme fejltagelser. Så skal tilgivelse kunne finde sted.
Tema: tålmodighed
”Hav tålmodighed med mig, Herre”. Sådan genlyder det ulykkelige menneskes råb i Jesu lignelse. Tålmodighed er et godt gammelt ord, der ikke bare er ved at glide ud af sproget, men også ud af vores omgang med hinanden. I ordbogen defineres tålmod som ”det, at kunne finde sig i lang ventetid, forgæves anstrengelser eller andet besvær – uden at miste besindelsen”.
Der er livsforhold, hvor tilgivelsen er umulig, men hvor den samtidig er den eneste mulige vej, hvis ikke liv og sind skal forkrampe. Men hvor gør man af den vrede og forurettelse, man ikke kan komme af med? Henriette har med tilgivelsen skabt en plads, et rum i sit hjerte, i sit liv, hvor hun kan tåle at være med moderen og det, hun har gjort sig skyldig i. Hun har tilgivet. Accepterer ikke, men må have tålmodighed med det smertefulde.
For tiden læger ikke alle sår. Og tilgivelse heler ikke det brudte. Men tålmodigheden fastholder en mulig genoprettelse af den tid og tillid, der gik tabt mellem os. Vreden, skuffelsen og sorgen, som den forurettede ikke kan slippe, rummes på den måde også i tålmodigheden, der dermed ikke kun bliver en tålmodighed med den anden, men samtidig med én selv. Tålmodighed er ’mod til at tåle’. Tålmodighed fremstår som mildhed, men det kan kræve stor anstrengelse og evne til at handle imod sine naturlige instinkter. Ja, netop mod – til at tåle den anden, være sammen med den anden trods det, der nu engang kom mellem os af fortræd. For efter de syv gange(s tilgivelse), kommer den ottende.
Der skal tælles til ti alle de gange, man med rette kunne klandre den anden og konfrontere hinanden, men hvor man altså vælger at lade være, lade det ligge. For at livet og samlivet kan gå videre. Man må derfor også have tålmodighed med sig selv i forhåbningen om, at Gud endog vil tilgive den (mig), der ikke selv kan tilgive. For med tilgivelsens problem følger altid spørgsmålet om, hvad vi selv har på samvittigheden, som vi har brug for tilgivelse for, jf. Fadervors femte bøn.
Modet til at tåle kommer altså ikke udelukkende fra en særlig grad af storhed eller rummelighed i mennesket selv. Nej, den kommer af muligheden for – her, hvor vi er fastholdt i tiden – at læne sig lidt ind i Guds evighed. Tålmodighed er derfor også udholdenhed til at være med livet, som det blev. I en stædig og håbefuld fastholdelse af, at såvel den anden som jeg selv (altid kun) er ved at blive til som sande mennesker. En tilblivelse, der finder sted under både Guds og andre menneskers blik.
Liturgisk anknytningspunkt
Hvor dåben med Anden Kongebog lagde forgrunden for evangeliet til 21. søndag efter trinitatis, accentueres nadveren denne søndag.
Paulus’ ”tillid til, at Han, som har begyndt sin gode gerning i [os], vil fuldføre den”, beror på en besindelse i tiden, der fordrer en forestilling om evigheden som andet end uendelighed. Evigheden kvalificerer tiden, så den pludselig kan rumme det, den ellers ikke kan rumme, får en kvalitet den ikke ’burde’ kunne have: at leve i kærligt eller tålt samvær med den, der har gjort en smerteligt fortræd. Uanset Paulus’ eskatologiske nærforventning, forankrer modet til at tåle sig i evighedens dybdedimension (vertikalitet); tilgivelsens øjeblik, den tid vi tåler og tåler sammen på trods af, hvad der er hændt, beror på, at Guds evige kærlighedsgerning fandt sted i tid og rum og dermed kan sprænge vores ugerninger og uformåen: Jesu smertensråb fra korset (Luk 23,34) kan slå ned i enhver nutidig (og fremtidig) ugerning og forurettelse (”hvormed han har gjort fyldest…”). Det er i dette perspektiv nadverkollekten kan lade formuleringen fra Filipperbrevet klinge med: Vi beder, at du vil fuldende, hvad du har begyndt i os.
Om forholdet mellem tekster og liturgi
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle.
En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten.
At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.
