Såvel Na’aman som den kongelige embedsmand fører sig frem i fuld militær udrustning. Hvor Na’aman forventer en behandling svarende til hans rang og stand, lader den kongelige embedsmand sig hurtigt selv befale: På Jesu befaling, i troen på at sønnen lever, går han hjem.
Mellem disse to hører vi om troens rustning, som er en slags sjælelig udrustning. Den ruster til kampen for at bevare håbet og troen mod de kræfter, der vil kristendommen (i verden) og troen (i mennesket) til livs.
Men hvordan fører man sig frem i tro? Det er umiddelbart et selvmodsigende udtryk, jf. de kristnes ’dydskatalog’ (1 Kor 13,4-7; Kol 3, 12-13): kristen ethos handler netop ikke om at føre sig frem, men om at føre den anden frem: at bære med og bære over og være parat til at give afkald på sit eget, hvis det tjener den andens lykke (dvs. frelse). Med beskrivelsen af troens udrustning tager Paulus højde for dikotomien mellem passivitet-aktivitet i det kristne menneskes liv: Det kræver et ganske særligt harnisk på samme tid at kunne ”vende den anden kind til” og ”kæmpe for alt, hvad man har kært”. Hvilke kampe skal man tage og på hvilke fronter skal de kæmpes?
Hvad er den særligt kristne måde at ruste sig mod det onde, mod angst, smerte, sygdom, anfægtelser, ydre fjender?
Tema: beskyttelse
Nogle gange føles troens rustning måske mest som en tynd vindjakke på en stormende og mørk novemberdag. Eller den er lidt som den våddragt, mine klassekammerater og jeg skulle iføre os, da vi skulle lære at stå på vandski i gymnasiets idrætstimer. Hvis ikke man havde fået fyldt dragten med varmt vand, var man dårligt rustet til at klare strabadserne i Furesøens iskolde vand. Vandet indenfor gummidragten virkede isolerende, men holdtes samtidig varmt af kroppens egen temperatur.
Består troens udrustning ikke også tilsvarende af et indre arbejde, hvor det gælder om på den ene side at være sig sin sårbarhed (synd) bevidst (og dermed i behov for beskyttelsen) og samtidig føle sig kaldet til kamp, styrket i overbevisningen om at være usårlig (retfærdiggjort). Der er en verden til forskel på at være ’Fanden-i voldsk’ og give sig ’Gud i vold’ og at iføre sig troens rustning er i den forstand at tage sin sårbarhed på sig.
Liturgisk anknytningspunkt
I fortællingen om Na’aman sættes neddykningen i vandet i forbindelse med, at ordet om helbredelsen derved må tros. På dåbshimlen over mangen en døbefont er indskrevet ordene fra Mark 16,16 om ”den som tror og bliver døbt…” Uanset at dåben oftest, og med rette, understreges som en passiv, modtagende handling fra menneskets side, kan man med lige så stor ret betone forsagelsen som en aktiv bevægelse. At forsage er at vende ryg til og lade fare, at afsige, skriver Grundtvig (US IX, 350): ”At vi forsager Djævelen betyder ikke, at vi bilder os ind at have ”overvundet den onde Aand, eller at vi føler os retvise og stærke nok til at afslaa alle hans Angreb”, men at vi betragter ham som en fjende af Gud og vor egen salighed…”. For Grundtvig såvel som for Luther var den bibelske dualisme, kampen mellem Gud og Djævel, liv og død, lys og mørke, en erfarbar virkelighed. Der står og falder derfor en hel kosmologi med djævleforsagelsen: det er ikke bare en strid om ord, men om hvilken virkelighed, man står i. Det er af samme grund, Grundtvig forsvarer korstegnelsen i forbindelse med dåben: Ordet om korset er den kristnes skjold og korstegnet at regne for skjoldets mærke. (GSV V, 149b, v 6). Christian Thodberg har skrevet udførligt om dette emne.
Om forholdet mellem tekster og liturgi
Evangeliet udlægger tiden, verden, og mennesket i den. Det må betyde, at bibelteksterne også altid udlægger den gudstjeneste, de indgår i. Tekster og liturgi er med andre ord intertekstuelle.
En frugtbar øvelse vil derfor altid være at gennemtænke, hvordan dagens tekster belyser gudstjenesten øvrige led. Prædikenen behøver ikke være en udlægning af disse overvejelser og da slet ikke i form af et liturgisk foredrag, men blikket for det forbindende mellem det, der høres og det, der gøres i gudstjenesten, tror jeg, kvalificerer såvel præstens måde at agere og bevæge sig i kirkerummet (mellem alter, prædikestol og døbefont) samt menighedens oplevelse af sammenhæng eller ’flow’ i gudstjenesten.
At en gudstjeneste ’giver mening’ er ikke ensbetydende med, at den forstås eller kan forklares, men netop, at den opleves som i en eller anden grad sammenhængende.
