Elof Westergaards kollekt i Gudstjenestens Bønner I (Aros, 2012) har Gud som kilden for det tørstende menneske som tema.
Kirsten Jørgensens kollekt refererer til evangelieteksten og beder om, at vi må få den kana’anæiske kvindes tro, en tro der er stærkere, end den skæbne vi har mødt. Den står stærkest som udgangskollekt, når man har hørt evangeliet og prædikenen, fordi man så har de specifikke personer og begivenheder, der refereres til i kollekten, præsente, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, hvis en så ’propriumspræget’ kollekt ligger først i gudstjenesten.
