Den insisterende længsel og sammenhængskraften
Der tales så meget om sammenhængskraften. Måske fordi så meget ikke hænger sammen. Tilsyneladende. Økonomien, ægteskabet, familien. Det hænger ikke sammen for os. Skal vi bare konstatere, at sådan er det: At der ikke er så meget, der hænger sammen. Verden er ikke bare af lave, den er ved at gå i stykker. Eller skal vi insistere på sammenhæng? På tværs eller på trods? Af alt? Som den kana’anæiske kvinde i dagens fortælling gør det?
Kvindens verden er også gået i stykker, for hendes datter er syg, hun pines og plages. Så det gør kvinden også. For der er altid sammenhæng mellem, hvordan børn og mødre har det. Kvinden føler sit barns lidelser på sin egen krop. Det er ved at splitte hende ad. Fra det øjeblik, man får et barn, er ens hjerte for evigt pantsat i lige så mange stykker, som man har børn, og sker der noget med børnene, lige meget hvor gamle de er, ja så sker der også noget med os og vores verden. Går børnenes verden i stykker, gør vores det også. Vi vil gøre alt for at få det til at hænge sammen og give mening.
Kvinden tørster efter sammenhæng, som vi alle gør det. Og måske er det i virkeligheden sådan fat, at vi, når vi siger, at vi tørster efter sammenhæng, tørster efter Gud. Hvornår kommer jeg til at se sammenhængen, den levende Gud, den levende sammenhæng? Mit livs sammenhæng. Hvad skal jeg sige, når nogen spørger mig, hvor er din Gud, hvor er din sammenhæng? For de spørger jo altid, som ved en særlig udspekuleret naturlov, når jeg er svagest og mest tyndslidt og hullet og gennemsigtig og ikke kan svare dem et ord. Når tårer er blevet mit brød dag og nat.
Ja, der er vel ikke andet at gøre end at begynde dér, hvor den kana’anæiske kvinde begynder: med at råbe ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn?” Fra gammel tid har det liturgiske kyrie-led i gudstjenesten været et ekko af præcis det råb. Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Jeg hænger ikke sammen af ret meget, giv mit liv sammenhæng. Giv mig DIN sammenhæng. Det er her det hele begynder. Med det råb. Måske kan kvinden lære os noget om at insistere på sammenhæng.
