Teksterne til 2. søndag efter helligtrekonger fortsætter helligtrekongertidens tema om epifani/tilsynekomst og dåb. I 2. Mosebog kan mennesket ikke se Gud direkte ”Mit ansigt må ingen se”. Dér står jeg så som menneske og kan føle mig ladt i stikken. For det guddommelige ser ikke ud til at vise sig for mig. Men epistelteksten i Romerbrevet giver mig en ledetråd, for her viser det sig, at den guddommelige tilsynekomst har nedslag i de menneskelige handlinger.
Det nye liv, som den døbte skal leve, er således præget af, at jeg som menneske prøver at se mit medmenneske med Guds øjne, og det, jeg gør over for andre mennesker, gør jeg ud fra troen på Guds kærlighed til mennesker.
I evangeliet udfoldes dette yderligere. Her er den guddommelige tilsynekomst knyttet direkte til underet som et tegn, men dertil kommer troen på, at Gud viser sig i tegnet. ”Hans disciple troede på ham”. Forbindelsen mellem Gud og menneske er således til stede lige midt i det menneskelige samvær. Vi ser sjældent vin-undere ved bryllupsfester, men kan ane, at den kærlighed, Gud viser mennesket, kommer til syne i handlinger, som andre mennesker udfører til glæde for os.
Disse ”kærlighedens gerninger” kan oplistes, sådan som det sker i Romerbrevet, men de kan også gøres med udgangspunkt i Søren Kierkegaards værk af samme navn. Der er således noget at gå efter.
Dertil kommer, at 2. søndag efter helligtrekonger fra gammel tid har været betragtet som ’ægteskabets søndag’. Det vil sige, at den døbte sættes over for en række fordringer, der har at gøre med menneskers indbyrdes forhold, og de samfundsmæssige indretninger, der knytter sig hertil. I den kristne tradition findes en rigdom af metaforer, der gør menneskers indbyrdes forhold til et billede på Guds kærlighed til mennesker, lige fra Højsangen i Det gamle Testamente, over skolastikernes tale om kærligheden som øjet (ubi amor ibi oculus) til den nye salme af Dy Plambeck, der er valgt som salmen efter prædikenen.
