Påskedag er opstandelsens dag. 2. påskedag er tilsynekomstberetningernes dag – sammen med 1. søndag efter påske. Det kalder på en lidt anden stemning end påskedags brusende glæde; mere eftertænksomhed, mere praktisk realitet. Hvad betyder Jesu opstandelse, og hvad har det med mit liv at gøre? Glæden er stadig grundtonen, men den løfter sig måske ikke så meget op mod himlen, som den lejrer sig på jorden og i menneskehjerter.
Gennemgående for alle tilsynekomstberetningerne i de fire evangelier er, at de beskriver momentvise møder med den opstandne. Han er ikke blivende tilstede i verden, han dukker op – på uventede steder, til uventede tider, indimellem uigenkendelig, et øjebliks nedslag i tiden. Han slår sig ikke ned igen, hans tilstedeværelse er kort og intenst. Ingen kan få hold på ham, ingen kan bevise hans nærvær, det er et abstrakt møde med opstandelsen, men det efterlader altid mennesker berørte og forandrede.
De to mænd på vandringen til Emmaus forsøger at få styr på hele historien om Jesu død og opstandelse, de grubler og diskuterer og forstår ikke en brik af det. Så dukker Jesus op som en lyttende og interesseret fremmed, og i samme øjeblik de genkender ham, fordufter han. Men de er efterladt med brændende hjerter, der overtrumfer deres spørgende hjerner. Deres kritiske dissekeren af, hvordan opstandelse mon skal forstås, og det mismod, det sætter dem i, forvandles til håb og virkelyst og ny glæde.
Måske er det, hvad opstandelsestro er: ikke en dogmatisk lære, men en erfaring af et møde med den opstandne, et møde som overskrider tid og rum og enhver form for faktuel virkelighed. Et møde som også er vores mulighed på afstand af den historiske begivenhed. ”Opstandelsen er lige her/ du sker/ når mennesker der vakler tæt med sorgen/ igen kan se og smile: Sikken morgen!”, som Iben Krogsdal skriver i salmen ”Opstandelsen er lige her”. En erfaring som vi måske også kan genkende fra livet sammen med vore egne døde som beskrevet i Benny Andersens digt: "Noget at leve op til"
”Jeg har ikke noget imod de døde
nogle af mine bedste venner er døde
det påfaldende er blot deres usvækkede livskraft
modsat adskillige nulevende som er mere døde end levende
jeg kender flere uafdøde som keder mig til døde
mens de rigtige døde
de professionelle
har det med at gå igen på uventede tidspunkter
blander sig i alt
sætter skub i en kedelig samtale
får syrener til at blomstre midt om vinteren
kalder latter frem under en tandudtrækning…”
(Denne kommen og gåen, 1993).
