2. juledag springer vi flere felter over og direkte frem til kirkens første dage i Jerusalem. Her finder vi den barske historie om kirkens første martyr, Stefanus, der udførte diakonal tjeneste ved bordene – altså en ordets ”gører”. Dagens tekster rummer et klart budskab om, hvad den kristne kirke overhovedet er for en størrelse. Det skal åbenbart pointeres straks efter Jesu fødsel, at kirken er Kristi udsatte legeme i verden.
Julens tekster giver, ligesom påskens, plads til den udsatte, skrøbelige og uvelkomne menneskekrop. En graviditet brød som et sværd ind i samlivet mellem Maria og Josef, så de måtte kæmpe med tvivl og tro. Da barnet kom, var der ikke plads i herberget. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham (jf. Johannes). 2. juledag stenes Stefanus. Julesøndag hører vi Rama-skriget fra de mødre, hvis børn Herodes lod slå ihjel. Senere Jesu korsfæstelse og apostlenes martyrium.
Er der et glædeligt budskab i alt dette, må det være, at Gud uigenkaldeligt har bundet sig til menneskelivet og dets skæbne. Fortællingerne er både realistiske og grusomme. Grusomme, fordi de beskriver menneskelig lidelse. Realistiske, fordi de sker. Måske ikke lige her og nu hos os, men så andre steder i verden. Men kirkegængerne har også deres; stort eller lidt. Gud er på færde i hele vort liv og over alt i tilværelsen – også i lidelsen.
Også Paulus (Saulus) træder tankevækkende ind på den bibelhistoriske scene allerede 2. juledag. Det er netop ham, der senere udviklede tanken om kirken som en krop, som et legeme. Som Kristi legeme. Vi er kirke på samme vilkår som Gud blev menneske på. Kirken er en udsat krop i verden. Og som sådan lider og glædes dens lemmer med og over hinanden.
Evangelieteksten er en hård tale til bødler, der mener at agere i Guds navn. Det I, som Jesus henvender sig til, er bødlerne: ”nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske”. I lyset af lektien tales der til dem, der bruger Gud/loven/kirken/troen som skalkeskjul for egen lyst og trang til at slå andre ned. Der tales 2. juledag til dette I – i os. Det lyder som et fait accompli til os: ”Der kommer nogle, som I vil få i jeres hænder og som I vil gøre ondt.” Og dermed må vi i det mindste stille os selv det alvorlige spørgsmål, om vi vil være så udsatte, som Kristus var – eller om vi vil hævde os selv?
Sådan set er 2. juledag så vigtig som aldrig før. Før nogen kan (kunne) finde på at gøre kirken til en magtinstitution eller lægge den i nationalpolitisk seletøj skal det understreges, at det at være kirke er at være udsat – som og med Kristus.
