Samtalen om Jesus-figuren i teksten til 19. søndag efter trinitatis, hvor han griber til, som organisten udtrykker det, ’underholdende trylletricks’ for at overbevise folk og ikke kan nøjes med ’tørre ord’, bragte os til en samtale om gudstjenesten, dens indhold og virkemidler. Er dilemmaet, når vi skal lave gudstjeneste for både kirkevante og ikke-kirkevante, at vi skal vælge mellem kvalitet/dybde og underholdning? Eller er kunsten ikke at finde frem til en balance, hvor vi med forskellige virkemidler, stilarter og tekster åbner evangeliet/kernen? Det handler om formidling på mange niveauer og måder. Og det må godt være både sjovt, underholdende, smukt, meditativt, opløftende, trøstende, bevægende, mane til eftertanke – og meget mere.
Vi skal ikke skamme os ved evangeliet, som Paulus skrev, men være frimodige! Dog med stor bevidsthed om, hvordan tingene siges og doceres, og hvilke virkemidler, der bruges. En gudstjeneste må gerne have flere lag/forståelsesniveauer, men den skal være tilgængelig for alle gudstjenestedeltagere, og der skal være noget at tage med hjem. Derfor skal vi bruge mange virkemidler samtidig med, at det hele holdes sammen af en gennemgående linje eller tema(er) i gudstjenesten, og vi aldrig glemmer, at det at fejre gudstjeneste er noget, man er fælles/sammen om.
For at nå dette mål er det vigtigt, at præst og organist taler sammen, når der planlægges gudstjeneste. I øvrigt sjovt at erfare, hvordan vi begynder at udvikle et fælles sprog i vores tværfaglige tomandsgruppe. Ved at tale sammen har vi fundet frem til nogle fælles billeder, som udtrykker, hvad vi vil – og ikke vil – med gudstjenesten. Samtidig åbner vores fælles sprog for nye perspektiver! Læren af dette er, at hvis man vil flytte noget eller arbejde sammen om noget, er det vigtigt at finde ind til et fælles sprog.
