Es 40,18-25: Udfoldelse af Gud som skaber. Hans storhed er uden lige og umulig at gøre efter. Dommerne, der gøres til intet, kunne man have in mente, når man i evangelieteksten hører om, hvordan Jesus går i flæsket på ’de dømmesyge’.
1 Kor 1,4-8: Vi møder den taknemmelige Paulus, der takker for nådegaverne. Disse skal bruges, for Guds storhed skal komme til udtryk gennem os. At være kristen er også at leve kristendommen ud – mens tid er – for en dag er det dommens dag. Nådegaverne kommer ikke ud af det blå, men er forankrede i troen. De er Guds ”mærker på jord”, jf. anden salme.
Matt 22,34-46: Teksten falder i to dele, men hænger alligevel sammen. Først en stridssamtale om lovens største bud, og dernæst en samtale om, hvem/hvad Kristus er. Nemlig Davids søn, men i en anden og ny forstand, for han har kærlighed som fortegn for alt. Han er Gud Skabers søn og kan gøre store ting som han. Men i teksten er Jesus selv ikke særlig sød og rar, men – med organistens ord – ’bitchet’, når han lukker munden på folk. Han er nemlig provokeret af den regnearkstænkning, han bliver mødt med, hvor livet mennesker imellem bliver sat på formel, når man vil vide, hvilket bud, der kommer først, og dermed hvor meget, man skylder hinanden. Svaret er: alt! Det dobbelte kærlighedsbud kræver os med hud og hår. Det kan ikke gradbøjes eller ranglistes og er ikke et ufarligt ’hyggebud’, som vi måske nogle gange tror. Vel er næstekærligheden kristendommens kendetegn eller ’mærke’ men hvordan mærker den os? Hvad kræver det at elske sin næste, og hvem er min næste? Og hvordan kan man elske sig selv, sin krop, sit liv, sine valg osv.? Det spørgsmål er det ikke kun teenagere, der kæmper med, så her kunne der være et livsnært udgangspunkt at tage i en prædiken.
Der skal tro og håb til for at leve op til kærlighedsbuddet. Tro på, at Han, der er større end selveste Kong David og er Gud Skabers søn, også skaber mod og håb i os. Tro på, at Guds kærlighed og nåde gælder os, og at det vil give os styrke og mod til at elske vores næste og os selv.
