På samarbejdets anden dag – 17. søndag efter trinitatis – begynder det at gå op for os, at det at samarbejde så tæt om salmevalg og fastlæggelse af gudstjenestens linje også betyder, at man bliver udfordret samt bragt ud af sin ’comfort zone’ fx med valget af en given salme eller stykke musik. Skal man turde det, og hvad sker der med gudstjenesten, hvis man gør det? Måske skal vi turde lægge perfektheden og vores ’smagsdommeri’ lidt væk og begive os mere ud i ’nyt land’? Og måske gør det noget ved gudstjenesten med en stor bredde og mange elementer, udtryk og stilarter – men hvor bred kan den tåle at blive? Spørgsmålene er mange.
I øvrigt er vi enige om, at der i forhold til salmer skal være en balance mellem nyt/gammel og kendt/ukendt, så menigheden ikke hægtes af. I dette salmevalgsprojekt blev vi enige om at sigte efter to-tre nye/ fra tillæg, mens resten skal være kendte/ fra salmebogen. For selvom gudstjenesten ’går gennem os selv’, når vi planlægger og afholder den, så skal vi naturligvis have øje for menigheden. De skal udfordres ligesom os, fornemme bredden – som giver mulighed for at knytte til mange steder – men samtidig heller ikke føle sig hægtet af pga. samme.
Et andet emne, vi har haft oppe, er placeringen af motetten. Hvor fungerer den bedst i sammenhængen? Spørgsmålet er relevant, fordi placeringen efter prædikenen og inden salmen efter prædikenen gør, at sammenhængen mellem disse bliver brudt. I øvrigt har menigheden siddet tavs og lyttende længe og trænger til at synge. Vi overvejede andre placeringer: i formessen, under nadveruddelingen, efter bortsendelsesordene, men fik den ikke landet – dog en overvejelse at tage med sig.
I dagens gudstjeneste går vi efter en linje, der kan beskrives med følgende stikord: lovprisning, fortrøstning, harmoni – fællesskabets harmoni qua Åndens enhed – udfordring af fællesskabet, når egoet tager over – fællesskab og fortrøstning.
