DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære
KSB 868 Kære øjeblik
DDS 333 Almindelig er Kristi kirke
100S 895 Han glemmer mig aldrig
DDS 299 Ånd over ånder
DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte
"Himlene, Herre, fortælle din ære" lægger sig direkte op ad den følgende læsning, Sl 19, da den er en gendigtning af denne og er i øvrigt den første salmeassociation, vi fik, da vi læste den gammeltestamentlige tekst. Et oplagt bud som første salme i dag, fordi den er skrevet over dagens første bibeltekst, og i øvrigt er sangbar og lys og derfor god at begynde med. Melodien udtrykker en vældig glæde og fremdrift og begynder gudstjenesten på en dejlig og ligefrem måde.
"Kære øjeblik" er en ’sansesalme’, som tager udgangspunkt i den oplevelse og stemning, man er fyldt af i Sl 19. Skaberværkets skønhed prises, her i en nutidig formulering. I salmevalget vil vi også gerne afspejle en moderne visetradition, som Lilholt bruger her. Der skal være et pip fra nutiden! Og det behøver ikke være så tungt. Når man er fyldt af himlen, Herren, hvælvingen, solen, månen, naturen, roen, at være et lille menneske i det umuligt store univers, er det rart at glædes over øjeblikket, som er så ufatteligt smukt. En solsort synger og et æbletræ gror. At de to sidste linjer gentages, synes nærmest meditativt og afspejler derved en stille glæde.
"Almindelig er Kristi kirke" placeres umiddelbart efter trosbekendelsen, hvor der netop tales om ”den almindelige kirke”. Fra den bredde, der ligger i et sådant udsagn, peges der både bagud til epistellæsningens tale om Åndens enhed, og fremad til evangelielæsning og prædiken. At kirken er ”for alle folk” spiller sammen med den åbenhed, der burde være i fællesskabet – modsat kampen om at komme først og bedst til bordet. Melodiens alder og anderledes karakter gør, at den tager det historiske perspektiv med ind i gudstjenesten, hvilket supplerer tekstens tilknytning til den apostolske trosbekendelse, der er blevet fremsagt i mange århundreder.
"Han glemmer mig aldrig" er også et ’pip’ fra nutiden, men sproget er et andet. Billederne har dybde og humor – det må også godt være sjovt, og vi må gerne få noget med hjem at tygge på. Derudover associerer billederne til læsningerne, når der tales fx om sol og himmel som i Sl 19. Der bygges på en tillid til Guds trofasthed og kærlighed – samme kærlighed, der bringer Jesus til både at helbrede og tale mennesker midt imod, som det sker i evangelieteksten. Men derudover siges der i salmen også noget om det her forbistrede (sam)liv, som vi skal finde ud af med hinanden, og hvor vi nogle gange sætter os selv først. Bordet, der dækkes i sidste vers, kan både være måltidet i evangelielæsningen, men også nadveren, der fejres umiddelbart herefter. Og dermed peger salmen frem mod næste led i gudstjenesten.
Jesper Gottliebs melodi til Grotrians komplekse tekst er – som hans mange andre melodier til nutidige salmetekster – meget sangbar. Det er efter min mening ikke nødvendigt at anvende klaversatsens sidste, overledende takt – det giver mere sammenhæng mellem versene.
"Ånd over ånder" består kun af et vers, hvilket er fint, da dagens sidste salme er relativt lang. Indholdsmæssigt knyttes der til ved læsningernes billeder: bryllup, Åndens enhed, samt opfordring til at lade denne enhed præge det kristne fællesskab.
"De dybeste lag i mit hjerte" er en meditativ tekst, hvor der ses indad. Salmen kredser om det uforklarlige i mit indre (hvorfra måske min sætten-mig-før-andre stammer?) og udtrykker en længsel efter, at Gud vil tage bolig i mig, så der indtræder en anden ’harmoni’, og Guds storhed afspejler sig i min omgang med andre mennesker. Ja, så både liv og samliv ses i lyset af Ham.
