Sl.19,2-7: Der lægges fortrøstningsfuldt fra land med en lovprisning af Guds skaberværk. Bryllupsbilledet, den bibelske metafor for forholdet mellem Gud og menneske, er i brug og forekommer igen i lignelsen i evangelieteksten. Dér dog uden samme harmoni, men som ramme om et skævt forhold mennesker imellem. I salmen udtrykkes tillid til, at Guds lys når ud til ethvert menneske. Det får vi brug for!
Ef.4.1-6: Ligesom sidste søndag er epistellæsningen også i dag hentet fra Efeserbrevet, og igen er det en formaning om at holde ud og stå både fast og sammen. Det er selve enheden med Gud, Åndens enhed, der æres, når vi er ét med hinanden, og lever med mildhed og tålmodighed som fortegn for fællesskabet. Men det er netop den enhed, der udfordres i det, der fortælles i følgende læsning.
Luk.14,1-11: Teksten falder i to dele. Jesus besøger på en sabbat en farisæer, hvor han helbreder en syg mand, og derefter kommer han med en eksempelfortælling, hvor kampen om de gode pladser ved bordet viser menneskers væren-sig-selv-nærmest. Begge dele er konfliktfyldt. Og begge dele viser, hvordan den harmoni, de første tekster taler om, udfordres af menneskers paragrafrytteri og sætten-sig-selv-først.
Men hvad skal vi med den oplysning? Er det kun et syndespejl? Og hvor er overhovedet evangeliet, det glædelige budskab?
Måske ligger det glædelige budskab i det faktum, at Jesus besøger netop en farisæer, evangeliernes ’bad guy’, som organisten udtrykte det – for så gælder hans rummelighed, kærlighed og nåde nok også en synder som mig! For Guds lys når ud i alle hjørner af skaberværket, jf. Sl 19. Fordringen, der følger af dette glædelige budskab, er så, at vi skal gøre lige så og sætte næsten før os selv. Det vil sige: fordring er udfordring. For det ligger os nærmere at vælge os selv eller nogen, der ligner os. Det eksklusive er nemmere end det inkluderende, og samværsformer, koder og regelsæt mennesker imellem kan være umenneskelige, skabe afstand og eksklusion i stedet for fællesskab. På samfundsplan er der flere eksempler at hente. Fx sætter vi krydser i tabeller og kolonner som aldrig før i stedet for at være sammen med dem, der ’afkrydses om’, og bevillinger og muligheder afhænger i uhyggelig grad af, om ’borgeren’ har fået sat krydser de rette steder. Men at kende de rette koder og ’regler’ for at være med er også afgørende fx i en venindekreds, ligesom det er på færde i vores møde med de/det fremmede. Og måske er der endda også sådanne koder og ’regler’ i kirkelig sammenhæng?
Men ’regler’ skal ikke spærre for medmenneskelighed, og i stedet for at lukke os om os selv, skal vi åbne os mod verden og hinanden. Sætte os selv nederst, som teksten udtrykker det. Eller sammen. Hvor Gud så vil ’placere’ os, må vise sig på dommens dag. Men man kunne måske forestille sig, at det hverken blev noget med øverst eller nederst, men på en helt anden måde. Med prædikesalmens ord: ”Han glemmer mig aldrig".
