Den første søndag, vi skal samarbejde omkring, er 16. søndag efter trinitatis. Vi kender ikke hinanden i forvejen og heller ikke hinandens kirkelige virkelighed, praksis eller musikalske eller kirkelige orientering. Det sidste har ikke været et emne, men vi har talt rigtig meget om, hvad en gudstjeneste skal og kan og om virkemidler til at nå derhen, hvor vi vil. Vi har skullet tale os ind på hinanden, finde et fælles sprog. Det tager tid.
Samtalen om teksterne fyldte her på samarbejdets første dag meget, særligt den billedrige tekst fra Jobs Bog. Claus var meget optaget af billederne, og blev måske ligefrem standset en smule af dem? Mens Lisbeth læste bag om teksterne, som var det hele Jobs Bog, der blev udtrykt her. For os begge var det øjenåbnende at erfare, hvor forskellig en tilgang, man kan have, og for Lisbeth som prædikant godt at blive mindet om, hvordan ’underordnede’ billeder kan spærre for tekstens mening. Samtalen om Job-teksten affødte spørgsmålet, om kirkegængeren ikke netop vil blive ’standset’ af de stærke billeder i teksten, mens dens mening i sammenhængen kan være utydelig? Vi diskuterede derfor, om det kunne være en idé med en kort intro/forklaring til Job-teksten, før den blev læst, da der er meget langt hen til prædikenen, hvor præsten ellers kunne sige noget om den. Dog måske en udfordring for den, som ikke er vild med regibemærkninger i gudstjenesten. Hvordan balancerer man det liturgisk formfuldendte og det pædagogiske?
Den indledende samtale om Job-teksten kom til at udstikke en linje i gudstjenesten. Vi begynder i dybet, i fortvivlelsen og anfægtelsen over det livsødelæggende, og lander i fortrøstning og håb. Linjen gennem gudstjenesten går altså nedefra og op, fra mørket til lyset.
