100S 813 Solen begynder at gløde
DDS 636 Midt i alt det meningsløse
DDS 349 Herren han har besøgt sit folk
KSB 793 Her må alle blomster dø
DDS 474 Jesus Krist, du gav mig livet
DDS 224 Stat op, min sjæl, i morgengry
Bevægelsen gennem gudstjenestens tekster går fra fortvivlelse og død over en fortrøstningsfuld lovsang til Gud og lander i det håb, der er begrundet i, at Gud har besøgt sit folk og oplivet det døde. I "Solen begynder at gløde" bruges billeder, der også går igen i evangelieteksten, fx at Gud har besøgt sit folk, og dermed introduceres prædikentemaer fra start. Lidt vel modigt måske at begynde med en ny salme, men da melodien er til at gå til, og teksten omhandler håbet og prædikenens temaer i øvrigt, vover vi forsøget. At melodien slutter åbent (ved ikke at falde til ro på grundtonen) er passende i gudstjenestens begyndelse, hvor det kommer til at pege videre i forløbet.
"Midt i alt det meningsløse" synges efter læsningen fra Jobs Bog, og salmen tager dermed fat, hvor teksten slap, nemlig i fortvivlelsen og klagen over dødens hærgen og altings meningsløshed. Hvor er Gud i dette? Men derfra bevæger salmen sig i en mere fortrøstningsfuld retning, og tvivlen om Guds fravær vendes til bøn om tro og om at kunne mærke hans nærvær i verden. Det opadgående spring i melodiens begyndelse kan tolkes som på en gang optimistisk og sørgmodig, hvorved den understøtter teksten – også når den bevæger sig fra fortvivlelsen hen mod fortrøstningen.
I "Herren han har besøgt sit folk" er Gud nu nærværende – modsat i forrige salme. Han har endda besøgt sit folk, som det også lyder i evangelieteksten. Salmen slår altså bro mellem epistel og evangelium og peger ind i sidstnævnte, således også ved at tale om det døde, der skal live op eller opstå. Den mest iørefaldende forskel på de to melodier til denne tekst er, at Balles er tredelt og dermed lidt dansende i karakteren, mens Laubs er todelt og dermed mere vandrende,
Efter prædikenen synges "Her må alle blomster dø" fra Kirkesangbogen; en salme, der tager sorgen over død og mørke alvorligt, men med sit omkvæd også insisterer på håbet: ”alt blir nyt / i Himlen og på jorden”. Og undervejs slår dette håb igennem og bliver til en tro på, at det evige liv kan sætte sig igennem og være værn mod fortvivlelse og mørke. Melodien har en viseagtig karakter og en ro, der kun afbrydes ved omkvædets ”stille…”, eftersom ordet er underlagt en anden rytme end resten af melodien – det har givetvis været komponistens hensigt at fremhæve netop dette ord.
Efter nadveruddelingen kommer "Jesus Krist, du gav mig livet", som sin lidenhed til trods får samlet temaerne: tro på livets sejr over døden, samt fred og sjælero i stedet for Job-lignende anfægtelser og klage.
Til slut skal vi have lidt påske med "Stat op, min sjæl, i morgengry". Det indledende ’Stat op’ sender tanken tilbage på enkens søn, der af Jesus blev beordret til at rejse sig fra sit dødsleje, men er også en opfordring til kirkegængeren, der kort derefter skal rejse sig og gå ud i verden. Forhåbentlig styrket i tro og håb, samt trøstet ved, at vi kan lægge alt det ’døde’, vi bærer rundt på og anfægtes af, hos vor Herre, og at han ’liver det op’. En lidt lang salme at slutte af med, men da det ikke sker hver søndag, og den i øvrigt siger, hvad siges skal, går det! Melodien kan også siges at skabe liv ved hele tiden at skifte mellem hurtige og langsomme nodeværdier, ligesom den til stadighed bevæger sig op og ned i hele melodiens toneomfang.
