Sidste del af trinitatistiden er præget af underberetninger, herunder dødeopvækkelser. Vi har ’efterårs-påske’. Det gælder også – i begge tekstrækker – 16. søndag efter trinitatis. I dag lægges der fra land med klage over død og lidelse. Endda med to mulige læsninger, begge fra Jobs Bog. Mens den anden Job-tekst begræder livet og finder døden lettere, er der en smule mere håb i den første. Selvom anfægtelsen og smerten også her er voldsom og døden et faktum, så ved Job, at hans løser/frelser lever, og at han skal skue Gud. Der er altså lidt lys i mørket, og med det kan man trods Jobs mange beklagelser alligevel øjne en tråd, der leder til fortrøstningen og håbet i de næste tekster.
Epistellæsningen tager afsæt i den fortvivlelse, Job udtrykker, idet Paulus skriver til efeserne, at de netop ikke skal tabe modet! De skal i stedet prise Guds storhed og lade sig styrke ved troen, så de både holder sammen og fatter, hvor stor og dyb Guds kærlighed er, og hvor meget den kan. For dén (ufattelige) Guds kraft vil også gøre store ting for dem. Med denne fortrøstningsfulde tone er der lagt op til evangelieteksten, hvor vi for alvor hører om ’bredden, længden, dybden og højden’ af Guds kærlighed, og hvad det kan betyde i det liv og fællesskab, hvor døden er blevet nærværende.
Ingen tvivl om, at det er et menneskeligt forlis, vi hører om i evangelieteksten, hvor der fortælles om enken, der mister det sidste, hun har, sin søn. Hun oplever det værste, man kan forestille sig: at miste et barn. Men med dødeopvækkelsen standser Jesus hendes klage, og hun får både søn og liv igen. For når Gud besøger sit folk, sker store ting.
Prædikenen skal have samme forløb som gudstjenesten, altså bevæge sig fra mørke til lys, fra klage til håb. Et citat af Villy Sørensen kan bruges til at skrive den bevægelse frem: ”Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det”. Der kan være alt for meget død i livet, som når vi mister, eller som Job sidder fast i klagen og med det holdes væk fra livet og andre mennesker. Der kan være så meget død i livet, at vi synes, der må være mere liv i døden, fordi livet her og nu opleves svært eller meningsløst. Men der kan også være så meget liv i livet, at der ikke er andet! Det bliver et overfladeliv, hvor det hele handler om ’gode oplevelser’, eller hvor man tror at kunne ’mestre’ og ’håndtere’ alt med de rette ’redskaber’. Man lever, som om døden ikke findes og bliver nærmest fornærmet eller ender i frit fald, hvis den alligevel stikker sit grimme hoved frem og lader en erfare, at der ikke findes ’redskaber’ til enhver tænkelig livssituation.
Men liv i livet på den gode måde kommer af, at døden er med i det! Som et grundvilkår, som der dog findes en anden magt, der overtrumfer: Guds kærlighed. Og det bliver påske i et menneskes liv, når den magt kommer til, sender os tilbage til livet og hinanden, selvom døden findes. Som det skete med sønnen, der blev genopvækket og ’givet til sin mor’. Han fik ikke evigt liv på denne jord, eller et liv uden kamp og smerte, men et liv sammen med Gud og andre mennesker. Et liv, der skulle leves og deles, hvor der skulle elskes og kæmpes og håbes, og hvor der var en tro på hver ny dags mulighed – ja, på at der findes opstandelser både her og hisset. Et sådant liv gives os alle. Et liv, hvor tiden brydes af evigheden, og hvor Gud gør alt nyt i himlen og på jorden – med ordene fra prædikensalmens omkvæd.
