729 Nu falmer skoven
299 Ånd over ånder
677 Nu glæd dig i Herren
728 Du gav mig, o Herre
555 Jeg ved et evigt Himmerig
730 Vi pløjed’ og vi så’de
”Nu falmer skoven” som indgangssalme markerer et årstidsskifte: Sommer bliver nu til efterår, og høstgudstjenesten denne søndag er en markering af denne overgang. Salmen taler om høst på to planer: høsten fra markerne, som bliver til et billede på de gaver, vi høster af hinanden i livets løb. Salmen blev i Vestjylland tidligere sunget på melodien til ”Op al den ting”, men de sidste mange år har salmen gået på Nebelongs melodi, der har et dejligt flow i sin udformning. Her kan man med fordel veksle mellem det almindelige akkompagnement og en alternativ sats, da salmen er ret lang, og variationen vil føles afvekslende for den syngende.
Som anden salme foreslår vi ”Ånd over ånder”. Den gammeltestamentlige salme viser os billedet af ren, uforfalsket taknemmelighed – dvs. en åndelig indstilling i tilværelsen. Når Helligåndssalmen placeres her i gudstjenestens indledende del er det en påmindelse om, at Gud må hjælpe til, for at vi kan modtage Ordet, og ved at kalde menigheden sammen og ”forklare Jesus” forløses både tak og tro i gudstjenesten. Det er en salme, der går i trinvis bevægelse op og ned. Præcis som ånder, der svæver over os. Salmen er kort, men teksten relevant – og i lyset af de andre lange salmer danner den fin kontrast her.
Paulus-teksten udfolder nærmere den livsindstilling, som fødes af den kristne Ånd. Samtidig sættes der flere ord på den karakter, livet har, når det er under loven (følger kødets lyst) og Ånden mangler. Dermed nærmer vi os på dette sted i gudstjenesten den applicering af evangeliet på menneskelivet, som prædikenen gerne skal komme med. ”Nu glæd dig i herren mit hjerte” er melodimæssigt en blød, rund salme, som lægger sig fint op ad tekstens budskab. Den findes tillige i flere harmoniseringsudgaver i de forskellige koralbøger, som man kan veksle med undervejs.
Så kommer endnu en høstsalme, der understreger gaveaspektet i livet: ”Du gav mig, o Herre”, der slutter i en slags kærlighedens højsang: ”at elske, thi deri er livet”. Det er en af Aastrups allerbedste salmer, hvor musik og tekst i en sjælden grad går op i en højere enhed. Samtidig er den utrolig sangbar og let for menigheden at tilegne sig.
”Jeg ved et evigt Himmerig” er valgt som nadversalme. Den rummer et pilgrimsmotiv med et stærkt, individualistisk præg, og denne indadvendthed må godt gøre sig gældende under nadverdeltagelsen, da der i den øvrige gudstjeneste har været lagt stor vægt på fællesskabet. Det er en fin og sart salme rent melodisk. Især vers 7 har en stærk appel og kan, hvis man kun har et vers efter nadver, med fordel anvendes her.
Høstgudstjenesten skal slutte i en festlig fanfare med ”Vi pløjed’ og vi så’de”. Det er tradition, at den skal synges, den kommer man ikke udenom, når vi taler høst. Ved at synge den træder menigheden ind i den taknemmelighed, som gudstjenesten har lagt op til lige fra den gammeltestamentlige læsning i begyndelsen. Salmen er ’to-i-én’, da omkvædet ”Alle gode gaver…” af og til bruges for sig selv. Samtidig er det en livskraftig salme i sit tonesprog, der med det unisone præg i starten af hvert vers er med til at stemme sindet til jubel og glæde.
