Med udgangspunkt i læsning af Anne Sophie Seidelins kollekt til dagen i Tillæg til alterbogen faldt vi over ordet ’salig’, som henviser til menighedens privilegerede situation, at vi kan komme i kirken og høre Guds ord; og vi faldt over udtrykket ’se din søn’, for hvad betyder det at vi kan se ham, når han nu ikke mere er levende i kød og blod? Jesper fik her fra idéen til præludium og motet: ”Halleluja! Jeg har min Jesus fundet”.
Vi taler om begrebet ’guds-tjeneste’. Heidi fremhæver ordet ’tjene’, og Jesper associerer: ’offervilje’. Kærlighed til næsten og det offer, det måtte indebære, er den tjeneste, som den kristne er kaldet til. Herfra går vi over til at læse teksterne til denne søndag:
3 Mos 19,1-2.9-18. Her giver Gud sit folk/israelitterne anvisninger om den levevis, de skal have for at afspejle, at de er hans folk. Heraf fremgår buddet om varetagelse af næstens tarv.
Gal 2,16-21. Ved lovgerninger opnås ikke retfærdighed. Derfor er Kristus kommet og død for vore synders skyld. Retfærdighed har vi ved (troen på) ham.
Luk 10,23-37. Evangelium. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner.
Gudstjenesten skal fremkalde billedet af Kristus for menigheden, og når vi ser ham i gudstjenesten, er det ikke bare som ét billede blandt tusinder andre i vores meget visuelt anlagte kultur, men så er det for den identitetsskabende effekt: Det er ud fra billedet af Guds Søn, menigheden skal komme til at forstå sig selv, for vi er forbundne med ham på en identitetsskabende måde (jf. lektien forrige søndag, hvor afguderne blev sammenlignet med den levende Gud, og salmisten konstaterede: du bliver, hvad du tror!).
Det har været vigtigt for os at få et varieret salmevalg, hvor flere typer salmemelodier er repræsenteret.
