Teksternes indbyrdes sammenhæng er en opstilling af den nye pagt i Kristus over for den gamle pagt, buddene. Der er forbindelseslinjer: Jesus henter næstekærlighedsbuddet i den gamle pagt, fremhæver det og sætter det – sammen med kærligheden til Gud – over de øvrige bud i evangelieteksten til denne søndag, som et svar på spørgsmålet om, hvordan man arver evigt liv. Epistelteksten tydeliggør, at selv om forbindelseslinjerne mellem den gamle og den nye pagt er klare, så er der en verden til forskel på, om det er mennesket, der skal leve op til alle buddene (umuligt pga. synden), eller det er Kristus, som på alles vegne har opfyldt pagten, og dermed sætter kærligheden fri hos den, som tror på ham.
Jesus vil motivere kærlighedens gerninger, og i forhold til den lovkyndige pointerer han, at de kan komme alle steder fra – også fra en samaritaner! Det handler for Jesus primært om at se med øjnene, hvad der er brug for, og handle derefter. Om den lovkyndige vitterlig er interesseret i at opfylde loven – eller han snarere vil finde ud af, hvor grænserne for dens krav går, det ved vi ikke. Der står at han vil sætte Jesus på prøve.
Det er synden i os, at vi forbeholder os ret til at nøjes med at elske os selv og dem, vi har allertættest på. Vi forbigår medmennesker, og nogle gange beror det ikke kun på glemsomhed, men på et bevidst valg. Men det er heldigvis også en almenmenneskelig erfaring, at man hjælper andre, fordi man ikke kan lade være. Løgstrup taler om spontane livsytringer. Her er man ikke i overvejelser over, hvad man evt. selv kan få ud af at være godgørende. Kærlighed kan ikke sættes i system, ikke tvinges frem. Evangeliet, ånden kommer os til hjælp.
