DDS 8 Om alle mine lemmer
DDS 294 Talsmand som på jorderige
DDS 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang
DDS 396 Min mund og mit hjerte
DDS 5 O, havde jeg dog tusind tunger/ 100S 849 Igen berørt
DDS 11 Nu takker alle Gud
”Om alle mine lemmer” har tekstligt til at begynde med en lidt nedtonet stemning: Sangeren ser sig slet ikke i stand til at lovsynge, så det står mål med Guds gerning. Guds måde at føre sit menneske gennem livet på kalder på forundring. Gudstjenesten åbnes således i en menneskelig erfaring og med et blik ud over hele livsforløbet, men samles og lander i vers 5 med billedet af kirken, hvorfra ordets lys og livets kilde udgår. Så ved vi, hvorfor vi ikke bare lever, men også går i kirke. Vi bydes hermed til gudstjeneste med en lovsang fra 1524. Satsen er (som lovsange ofte er det) lys og favnende og udstråler en smittende glæde. Satsen er opbygget af få rytmiske strofer, der er nemme for menigheden at tilegne sig.
Efter den gammeltestamentlige læsning om den levende Gud, som er ånd – og det vil sige ikke til stede som noget materielt – skal der med ”Talsmand som på jorderige” synges om talsmanden, der formidler det sande, kærlighedens liv for os. I salmeteksten er der stor kropslighed i form af både suk og kys – salmen omfavner dermed de syngende kroppe som Åndens boliger. Menigheden udrustes nu fuldt åndeligt til at tale om Guds store gerninger. Denne er en anden type salme med mere romantik og fylde, her på Lindemans melodi. Satsen er utrolig flot rent harmonisk og står fint som kontrast til vores første salme. Desuden er det en salme, der er sunget ind i menighedens bevidsthed og derfor et naturligt valg på denne plads i gudstjenesten.
Den nye pagt, åndens tjeneste, er det, som kalder menigheden til at synge sin bekendelse med ånd, hjerte og tunge i ”Lyksaligt det folk, som har øre for klang”, hvor der er brug for dybe åndedrag og al den stemmekraft, som menigheden tør sætte på. Som menighed er vi ikke længere døve og forsagte, men åbnet for Ordet ovenfra. Fordi vi er skabt i Guds billede, kan vi tale med Gud som jævnbyrdige og fortrolige. Dermed lægger salmen op til evangeliet og den efterfølgende prædiken. Salmen bringer os tilbage til det kirketonale tonesprog på melodi af Thomas Laub. En større salme, men dog med gentagelser i melodien undervejs, så menigheden har mulighed for at lære salmen. Her kunne man tillige overveje et salmetempo, der vil bevirke, at salmen ikke føles for tung.
Der er sunget fyldigt og ordrigt i salmerne før prædikenen – nu fortættes med teksten til ”Min mund og mit hjerte”, der er salmen inden nadveren: Der er færre ord og fokus på pagt og hjerte. Teksten taler om sammenhængen mellem menneskets tale/mund og menneskets ånd/tro/hjerte – en sammenhæng der i sig selv er en pagt, og således et ekko af pagten mellem Gud og menneske ved den barmhjertighed, evangeliet har synliggjort for os. Også her Lindemans melodi med samme begrundelse som i DDS 294. Desuden også her en salme som med sine trinvise bevægelser er enkel at tilegne sig.
”O, havde jeg dog tusind tunger” med salmetungen som ledemotiv, dvs. det at kunne lovprise Guds velgerninger er valgt som nadversalme. Salmen er lidt usædvanlig på denne plads, men dens karakter gør, at den også kan registreres svagt og sart – akkurat som man også oplever det i Jesper Madens orgelkoral, der foreslås som præludium. Et alternativ kan være ”Igen berørt” fra 100 salmer. Denne hører til de nyere salmer og er bygget op på bestemte rytmiske figurer. En salme der taler til eftertænksomheden og med udtrykket om at være ’igen berørt’ skabes association til Jesu helbredelse ved berøring.
”Nu takker alle Gud/ med hjerte, mund og hænder”. Vi skal ikke bare have Ånden i hjertet og bekende med munden, men også ud i et liv, hvor der er brug for vore hænder, nemlig når vi som menighed går ud i livet med vore medmennesker, hvor hænderne kan skabe kontakt, give trøst og hjælpe til med at bære.
En flot slutsalme med lovprisningens budskab og et populært valg til udgangssalme. Salmeteksten leder tanken hen på treenigheden, og melodien indbyder til omharmonisering især på sidste vers, der vil bevirke en ’løftelse’ af den syngende menighed mod salmens slutning.
