Den gammeltestamentlige salme taler om forskellen på den Gud som er ”i himlen” (er ånd), og så gudebillederne, afguderne, som har en fysisk form, men ikke er levende. Salmistens overbevisning er, at et menneske formes af dets tro, derfor er de primitive, udskårne gudsbilleder katastrofale for et menneske: Man bliver som dem. Epistlen ligger i forlængelse af denne tanke: Det er Ånden, som gør levende. Paulus taler om den gamle pagt, loven indhugget i sten, og den nye pagt, Kristuslivet, som er båret af ånd. Selvom det var bedre end ingenting at have en lov at følge, så kunne dens bogstav aldrig være fyldestgørende, udfyldende for det liv, der skal leves. Med den nye pagt er menigheden langt bedre stillet.
Evangeliet er beretningen om, at Jesus helbreder én, som er døv og har svært ved at tale. Fortællingen viser, at det er den levende Gud, som er på færde i Jesu handlinger. Folk bliver slået af forundring over begivenheden, og selv om Jesus vil forbyde dem at tale om det, så får det den modsatte effekt.
Hvilket gudsbillede opererer et menneske med? En streng dommer eller en Gud, der har omsorg for sin skabning? Her ligger ofte nøglen til forståelsen af, hvorfor der kan – eller ikke kan – finde en dialog sted mellem menneske og Gud. I teksten fremstilles Gud som helbredende livsmagt (omsorg, kærlighed). Det er oplagt at inddrage billedet af Gudsbarnet/den døbte: den kristne identificerer sig som det allerførste som modtager – af livet, af nåden, af alt godt fra Guds hånd. I bønnen åbnes vi for samtale med Gud, ”effatha!”.
Mange mennesker bruger kirken, men stiller sig alligevel spørgende over for kirkens budskab. Nogle føler sig udelukket fra kirkens fællesskab – er det ubegrundet? Eller kan menighedens fællesskab virke lukket? Også dette spørgsmål kunne menigheden denne søndag forholde sig til. Hvis vi som kristne mener, at troen giver en særlig livskvalitet, hvordan holder vi så døren åben?
