Der er en parallel tematik imellem de tre læsninger, dvs. de underbygger hinanden: Jobteksten med ordene ”han ophøjer de ydmyge ... der er håb for den svage”, Paulus, der taler om sig selv som misfosteret, der kaldes til apostel, og evangeliets fortælling om tolderen og farisæeren i templet viser det overraskende i, at Guds kaldelse faktisk omfatter den, der ikke regner sig for værdig. Evangeliet er således formuleret allerede i den gammeltestamentlige tekst og aktualiseret i Paulus’ personlige livsfortælling, før Lukas lader nåden gå over al forstand i den situationsfortælling, hvor et menneske, der både af andre og sig selv udsættes for foragt, bliver regnet for retfærdigt.
Det, gudstjenesten skal formidle, er Guds overvældende nåde og barmhjertighed. Overraskelsesmomentet er væsentligt: Hvad er vores forventning som kirkegængere, når vi tænker på retfærdighed? Hvem er retfærdig? Vi må tale både ærligt og alvorligt om, at vi kan blive forargede over at se, hvordan nogle mennesker lever. Og ikke kun mennesker som tolderen – vi kan vel ærligt talt også godt blive forargede over den selvretfærdige farisæer, alene på grund af hans selvhævdelse. Her spiller både Jantelov og misundelse ind.
Hvad betyder det så, når Jesus fortæller, at tolderen går hjem som et retfærdigt menneske? Og hvad betyder det, hvis retfærdiggørelsen også gælder dem, vi misunder? Retfærdighedsbegrebet ændrer indhold. Guds retfærdighed er blevet til Guds nåde og barmhjertighed. Den kristne skal hverken dømme om sit eget eller andres liv, men alene tage imod nåden.
