Fortsæt til hovedindholdet
10. søndag efter trinitatis
Salmevalg 10. s. e. trinitatis

Salmevalg

DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge

DDS 7 Herre Gud, dit dyre navn og ære

DDS 333 Almindelig er Kristi kirke  

DDS 332 På Jerusalem det ny

DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte

100S 835 Gå gennem byens lange lige gader

Første salme for fuld udblæsning: Gudstjeneste er salmesang! Sangen gør os til menighed, gør os til ét ved at vende vores blik samme sted hen – mod Gud – selvom vi måtte komme med mange forskellige motiver. 

Anden salme, ”Herre Gud, dit dyre navn og ære” om Gud, den ultimative grund og dybdedimension, synger vi i forlængelse af den gammeltestamentlige bekendelse: ”Hør, Israel. Herren vor Gud, Herren er én.”

”Almindelig er Kristi kirke” efter epistel og trosbekendelse: Almindelig (katolsk – én) er Kristi kirke, et bedehus for alle folk, der knytter an ved Jesu beskrivelse af templet i evangeliet, hvor Grundtvig taler om Åndens virke, som er den samme og ikke underlagt tidernes skiften.

Efter prædikenen synger vi ”På Jerusalem det ny” om den kirke, der er bygget på Herren Jesus Krist, hovedhjørnestenen: ”Regn os til dit vennelag under vort det ringe tag” og ”Giv 'Guds fred' sin rette klang”. Disse ord fra salmen bliver en bøn, der lægger op til nadveren, hvor vi ved troen – gennem brød og vin – bliver bekræftet i, at han står ved os. 

I nadversalmen har sekularisering og traditionsløshed revet ned og renset ud i den tid, vi lever i, men længslen er tilbage, i ”de dybeste lag i mit hjerte”. Nadveren bliver et svar på salmens bøn: det, der er brudt ned, skal rejse sig, nyskabt, og leve.

Og vi går ud til ”nådens sommer” på en ’by-salme’, ”Gå gennem byens lange lige gader”. Byen, som er fuld af sten, lange lige gader, slidte, grå facader og smalle trappegange. Derved knytter salmen til det gennemgående billede: klippen, bjerget, templet, hovedhjørnestenen: ”Og tænd os med Guds egen hånd, så vores by, med lys på ny, kan smykke sig i glæde til Hans komme.” 

Tænk at gå ud til sin søndag med så mange gode melodier nynnende i baghovedet – næsten 500 års salmesangs-tradition i denne gudstjeneste alene.