Byens trængsel og alarm
Bylivet er forbundet med forbrug, adspredelse, underholdning, behovstilfredsstillelse. Byen gør os alle til turister. Også et besøg i en kirke kan opleves som et sådant turistbesøg: billetluge, postkortsalg, et andagtshjørne, et legehjørne, et musikhjørne, lys i stage, bønnekort. Bylivet nedskriver os til forbrugere og kirken til en markedsplads. Det er til at græde over. ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred”. Han vil rense ud. Indefra. Står dér i det åbne og taler til menneskers opbyggelse, river skællet fra vores øjne og deler ud af de nådegaver, som vi ikke kan købe for penge. Som virker alt i alle. Drives vi af den ånd? Det er tid til tempelrensning. Tid til selvkritik. Tid til at prise Ham, der gav sig selv hen for at forsvare ’byen’, mennesket, mod fjenden, der vil ødelægge os og tage det hele med i faldet. I dag er det en ny tid – ved ham. ”Giv ’Guds fred!’ sin rette klang, os vor herres glæde!”
Sommeren – sidste udkald
Sommerferien er slut. Vi er tilbage. I byens flisehelvede, hvor højhuse skyder op side om side, og gaden er smal, skyggefuld og vindomsust. Hver en plet bliver udnyttet for profittens skyld. Men vi har brug for grønne rekreative arealer. Vi har brug for åndehuller, hvor vi kan rekreere. Som i en sommerferie. Og vi skal kende vores besøgelsestid. For hvis et kultursamfund lader sine rekreative arealer forfalde, er der risiko for, at kultursamfundet forsvinder. Troens rum – bedehuset – er sådant et rekreativt areal midt i verden. Et grønt område, hvor vi kan skabes på ny og komme til kræfter – og få vakt håb. Et rum, hvor vi får stimuleret vores menneskelighed, vores evne til at føle for andre end os selv, få vakt sansen for at se og lytte – tage ind – ikke kun producere og yde og få penge på kontoen. Dåben og nadveren er sådan en græsgrøn plet. Gudstjenesten sender os ud til at leve uden frygt i nådens sommer.
