DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg
DDS 367 Vi rækker vore hænder frem/
DDS 522 Nåden er din dagligdag
DDS 496 Af dybsens nød/ DDS 652 Vor Herre til dig må jeg ty
DDS 637 Du som mætted tusind munde/
100S 892 Troen er ikke en klippe
DDS 192 Hil dig, frelser og forsoner/
DDS 208 Skriv dig, Jesus, på mit hjerte
DDS 634 Du ved det nok mit hjerte
1. salme: Luthers kampsalme ”Vor Gud han er så fast en borg” kan stadig give mening, når det for alvor kniber, når man ikke bare står i fare for at miste ” gods, ære, barn og viv”, men også liv. Salmen intonerer kampen mellem godt og ondt, liv og død, der stort set er til stede hele fastetiden. Tilhørsforholdet til Gud stadfæstes, og den fanfareagtige deklamerende melodi understøtter, at Gud vinder den kamp vi står i.
2. salme: ”Vi rækker vore hænder frem” og ”Nåden er din dagligdag” udsiger begge menneskets behov for det, vi ikke kan skaffe os selv, og lægger fint op til epistelen, ikke mindst hvis man læser den in extenso. Alterbogen åbner mulighed for en kortere læsning, der slutter med ordene ”nu er det frelsens dag!” og udelader talen om de trængsler og den ambivalens, der følger Guds medarbejdere. ”Nåden er din dagligdag” lægger op til epistelen – også hvis man læser den kortere version, idet den knytter til ved ”Se, nu er det frelsens dag!” ikke bare i det store perspektiv, men også i det helt nære og dagligdags.
3. salme: ”Af dybsens nød” og ”Vor Herre til dig må jeg ty” udtrykker begge menneskets absolutte afhængighed af Guds nåde. ”Af dybsens nød” er en ’de profundis’-salme, der følger med den bedende helt ned i dybet, dér hvor al sand bøn begynder, samtidig sluttes i tillid til, at Guds nåde er stærkere end en hvilken som helst synd. Skabelse og genløsning er altid større end syndefaldet! ”Vor Herre til dig må jeg ty” udtrykker en bævende og samtidig barnlig tillid til, at det går an at vende sig til Gud under alle forhold, og at han aldrig er langt borte.
4. salme: ”Du som mætted tusind munde” er en nyere evangeliesalme på en gammel melodi, og selv om nye salmer som hovedregel er bedst tjent med at have nye melodier, fungerer det fint her. Sproget er direkte og mundret. ”Troen er ikke en klippe” udtrykker, hvad det kan betyde at stå i en trosrelation.
5. salme: ”Hil dig, frelser og forsoner” som uddelingssalme synges eventuelt på Laubs renfærdige kirketonale melodi for at understrege fastetidens særlige karakter, hvor vi slipper det velkendte og er på vej mod det ukendte – understreger fastetiden som en form for liminalfase. En tid til eftertænksomhed, afsavn og vækst, som vi i det mindste, rent liturgisk leger at vi ikke kan se afslutningen på. ”Skriv dig, Jesus, på mit hjerte” er som bortsendelsessalme en god bøn at gå ind i fasten med.
6. salme: ”Du ved det nok mit hjerte” afrunder og stadfæster, at Gud vinder kampen i os og for os.
Melodimæssigt begynder vi deklamerende og bevæger os mod det mere lavmælte og meditative og lander trygt. Man kan sige, at gudstjenesten på den led bliver en mikro-udgave af den liminalitet, der kendetegner hele fastetiden og i særdeleshed fristelsen i ørkenen, på den måde forstået, at man både bliver holdt ud over afgrunden, fastholdt i ørkenen, med den ikke så kendte Laub-melodi til ”Hil dig, frelser og forsoner” – en bevidst melodiskuffelse om man vil – og får lov at lande i den velkendte melodi ”Min død er mig til gode”, som en del salmer kan synges på.
