Hvis du er…?
Hvis Jesu erfaring i ørkenen er en slags model for, hvad det vil sige at være lydig mod ånden, så er åndelighed absolut ikke det samme som velvære. Ånd gør også ondt. Ånd kan give ubehag. Ånd tvinger til selvindsigt. Det er ikke behageligt at se sig selv og sin egen egoisme helt nøgen, eller at blive konfronteret med sine negative følelser, spændinger og traumer. At mærke sit eget kropslige begær og ikke kunne styre det, eller at lade sig styre af ambition eller magtsyge. Det er ikke altid behageligt at se virkeligheden: Når sindet er uklart, og selvbilledet er skævt, er det fordi, man har glemt sin gudbilledlighed, eller har forvekslet den med billedet af noget, der snarere er en afgud.
De fleste kender til at blive fristet på deres identitet: ”Hvis du virkelig er en god præst, en god kone, en god forælder, en god ven, en god… så” – ja, så kan man fristes til på utallige farlige måder at forsøge at bevise, hvem man er eller måske gerne ville være, fremfor at hvile i først og sidst at være Guds.
Hvis er du?
Når storhedsvanvid og mindreværd skiftevis truer med at bemægtige sig én, og man mister kontrollen. Når kroppen gør ondt. Bliver syg. Begynder at gå i opløsning, så gør det ondt. Det er smertefuldt, når ånden arbejder med én for at udvide de trange steder i én. Og det kræver, at man lytter, hører efter, hvem man tilhører, og sommetider må man give noget fra sig for at kunne høre det allerinderste af det, Guds ånd vil sige til én. Og det, man bliver nødt til at give afkald på, er sjældent det, man helst vil af med, eller er parat til slippe. Her må ånden arbejde med os. Og det er farligt at slippe, for man ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Og man får ikke, før man har sluppet. Hånden kan ikke gribe noget nyt, så længe den knuger noget gammelt. Den må åbne sig og slippe. Men det øjeblik er farligt, sender os igen ud i det liminale, hvor det er lige så svært at orientere sig som i ørkenens luftspejlinger, lige så vanskeligt at se en ende på som en ørkenvandring.
Fastetiden er en tid, der inviterer os til at give afkald og slippe dét, der hindrer os hver især i at høre, at vi hører Gud til. Det, der hindrer, at Guds grøde vokser i én. Det er angstprovokerende at give afkald på det, at slippe det.
Men vi må gøre det i tillid til, at når vi slipper det, vi drages af, men som vi dybest set ved, ikke tjener vores eget bedste, så kommer Guds engle og sørger for os. Vi kender måske også som Eva til at kede os, være lækkersultne og glemme, hvor vi egentlig hører til, når nogen kommer med deres: Hvis er du?
